Marcel Carnés “Paradisets børn” (“Les enfants du paradis”) blev allerede ved sin fremkomst modtaget som et mesterværk. Filmen blev indspillet under uhyre vanskelige forhold under anden verdenskrig, og opnåede som noget helt usædvanligt på den tid for en fransk film, nemlig en Oscar-nominering i kategorien bedste originalmanuskript.
Jacques Préverts boblende dialog viser en fuldstændig exceptionel indsigt i den teaterverden, han skildrer så overdådigt. I handlingens centrum står kurtisanen Garance omgivet af mimikeren Baptiste Debureau, skuespilleren Frédérick Lemaître, tyven Pierre François Lacenaire og aristokraten Édouard de Montray, der alle forguder hende.
Arletty er et under af begavet elegance som Garance og Pierre Brasseur aldeles storartet som skuespilleren Frédérick Lemaître. Men det er alligevel Jean-Louis Barrault, der mange år senere fik et uventet comeback i Ettore Scolas “Den nye verden”, der som mimikeren Baptiste skaber en af filmhistoriens største poeter – en fransk slægtning til Charlie Chaplins vagabond og en forudsætning for Giulietta Masinas lyriske Gelsomina.
Filmens titel henviser til de fattigste teatergængere, der sidder oppe under loftet tæt på himlen. Man mærker et brændende socialt engagement strømme gennem denne ødsle og storslåede produktion, men PARADISETS BØRN er også en af filmhistoriens store kærlighedshistorier, og regnes ikke uden grund for den betydeligste bedrift i fransk filmhistorie.
