★★★★☆☆
Jesse Andrews har selv skrevet manuskriptet til filmen baseret på hans egen succesroman om den unge Greg, der sammen med sin ligeså filmnørdede ven Earl får en relation til den kræftsyge pige Rachel. Men hvor Earl synes mere interesseret i andre pigers bryster, udvikler Greg dybere følelser for Rachel, selvom han ikke rigtig ved, hvordan han skal håndtere dem.
Andrews skriver både sjovt og begavet, så ME AND EARL AND THE DYING bliver aldrig helt så rørstrømsk som f.eks. "En flænge i himlen", og de mange vittige henvisninger til diverse filmiske hovedværker skal nok gå rent ind hos mange anmeldere, mens andre vil anse det for værende for indforstået. Man har dog svært ved at stå for titlerne på drengenes egne genindspilninger, hvor eksempelvis "Death in Venice" bliver til "Death in Tennis".
Filmens voksne forekommer rigeligt karrikerede i Alfonso Gomez-Rejons ellers udmærkede instruktion. Hans visuelle dynamik og hans sans for ungdommelig kejtethed imponerer og i de afgørende scener bliver ME AND EARL AND THE DYING GIRL ægte rørende, og et sjældent bud på en film som både unge og ældre kan holde ud at se sammen.
