TAXI TEHERAN

★★★★★★

Instruktøren Jafar Panahi har skiftet instruktørstolen ud med førersædet i en taxa. Igennem hans kamera oplever vi den iranske hovedstad som et magisk mikrokosmos, hvor folk flagrer ud og ind – samtidig med at vi får et signalement af tilværelsen i Teheran.

Vi møder småsvindleren, der taler for at regeringen hænger flere forbrydere, mens en lærerinde ryster opgivende på hovedet. Vi møder gadesælgeren, der sælger piratkopier af alle former for film, men som samtidig sikrer, at disse film overhovedet er tilgængelige i Teheran. Blandt passagerer er også to overtroiske damer, samt et offer for den stigende kriminalitet i storbyen.

Panahi får også besøg af sin lille niece, der selv har fået til opgave at lave en lille film. De vanvittige regler ud fra hvilke den lille pige skal lave sin film, afspejler med sylespids præcision de restriktioner som Jafar Panahi selv er underlagt i sit filmarbejde.

Filmens slutning er et scoop, som det næste ville være ondt at afsløre her, men kan ses som den hidtil sorteste anklage mod det nuværende styre i Iran. For i sidste ende er det ikke længere kunstneren, der har retten over sit kamera, men de forbrydere, der forsøger at styre filmkunsten – med katastrofalt resultat.

TAXI TEHERAN er et beskedent men utvetydigt mesterværk, der næsten selvfølgeligt blev belønnet med hovedprisen Guldbjørnen på Berlin filmfestival.