★★★★★☆
Det var en strålende og veloplagt Grethe Mogensen, der gav koncert i Helligåndskirken forleden. Hendes smukke klare stemme rummer stadig denne helt særlige perlende klang og det boblende humør smitter i den grad af på publikum.
Vi fik en betagende buket af tidløse viser med tekster af bl.a. Kai Normann Andersen, Jeppe Aakjær og H.C. Andersen – serveret med både underfundighed og lune. Der blev også tid til et par festlige revyviser bl.a. den herlige Lily Broberg-klassiker om alt det “farlige indeni”.
Højdepunktet indtraf med Grethe Mogensens stilfærdigt bevægende version af “Pige, træd varsomt”. Her blev vi for alvor mindet om, at Grethe Mogensens store og alsidige talent også omfatter det dramatiske. Jo, Amagerscenens uforglemmelige Corinna fra succesforestillingen “Frk. Nitouche” har så sandelig stadig mange farver på paletten.