★★★★★☆
Den nye ledelse på Betty Nansen Teatret sætter det kunstneriske ambitionsniveau højt med deres første produktion, MADAME DE SADE af Yukio Mishima. Mange husker sikkert den japanske forfatter fra Paul Schraders film “Mishima”, og andre har enten set Ingmar Bergmans berømmede version af stykket eller den knapt så vellykkede udgave på Aveny-T for en del år siden.
Instruktøren Stefan Larsson, der nu deler direktørposten på Betty Nansen Teatret med Vibeke Windeløv, skabte sig egen anmelderroste på Dramaten i Stockholm inden sin tiltrædelse, men selvom plakaterne forkom beslægtede, så skal man ikke forvente en kopiforestilling.
Stefan Larsson har skraldet alt unødvendigt bort, og præsenterer os for et næsten hospitalshvidt lokale, hvor asken fra tid til anden siver ned af de grafittimalede væge.
Et halv dusin af landets mest interessante skuespillerinder sidder på stole ved bagvægen, når de ikke lader Mishimas lyriske ordstrømme fosse ud af mundene fra forscenen.
Om man kan goutere Sonja Richters jyske følelsesfuldhed som De Sades forpinte hustru Renée er muligvis et spørgsmål om temperament. Først til sidst får hun brudt med den monotone klynketone, der følger med de mange ord og som gradvist går een på nerverne.
Derimod er Kirsten Olesen et under af kraftfuld vrede, der bunder i dyb frustration. Vi fængsles af hver en stavelse og imponeres af det kolosale dramatiske format.
Cecilie Stenspil og Marie Louise Wille danner stærke kontraster som henholdsvis erotisk farlig komtesse og infantil religiøs baronesse. Den spændende unge skuespillerinde Molly Blixt Egelind har den rette attitude som Renée forkælede lillesøster, og når hun først får lært, at “fremsynet” og “fremskridt” ikke staves med a, bliver hun ligeledes en udelt fornøjelse at lytte til.
Sidst men bestemt ikke mindst er der Sonja Oppenhagen, som ikke behøver megen plads for at suge vores opmærksomhed til sig. Det udslugte blik og den udpinte krop fortæller om et langt livs prøvelser i skyggen af en dekadent overklasse. Præstationen, der hører blandt Sonja Oppenhagens bedste, giver forestillingen et tiltrængt socialt perspektiv og burde som minimum udløse en Reumert-nominering.
MADAME DE SADE er en krævende tekst, der kan betegnes som et erotisk ladet digterværk om kvindefrigørelse. Stefan Larsson stiller store krav til publikums koncentration, men forestillingen besidder en vedvarende hypnotisk fascination. Det lover godt for fremtiden.
