★★★★★☆
50 år efter at den legendariske filmversion med Julie Andrews gik sin sejrsgang over hele kloden, er sceneversionen tilbage på Det Ny Teater. Og det kan man kun glæde sig over, når de vigtigste roller er så stærkt besat som tilfældet er her. Ikke mindst børnene virker helt rigtige, og man glæder sig bl.a. over den sarte og sødmefyldte Clara Rugaard-Larsen som Liesl samt gensynet med selveste Billy Elliot alias Carl-Emil Lohmann.
Jens Jacob Tychsen er tilmed den bedste Von Trapp, vi har set på en dansk scene i nyere tid. Fordi han har enkemandens smerte med i sit spil og aldrig glemmer at tage sin figur alvorligt, selv når Von Trapp gør kejtede forsøg på at være sjov.
Virker Maria Lucia Heiberg Rosenberg en anelse syntetisk som Maria eller har hun bare fået lidt for meget foundation, øjenskygge og læbestift på denne premiereaften til fuldt ud at kunne illudere novice i et nonnekloster, når man sidder på fjerde række? Heldigvis er hun med tiden blev så god en skuespiller, at hun alligevel får successen hjem, og stemmen fejler bestemt heller ikke noget, selvom sangstilen i passager virker en smule mere poppet end ønskeligt.
Derfor bliver det Louise Fribo, der leverer aftenens musikalske højdepunkt med den velnok flotteste version af “Climb Every Mountain”, man har oplevet på en dansk scene. Rollen kan til gengæld spilles med større livsklogskab, men den relativt unge Fribo har dog valgt en rigeligt afdæmpet stil, hvor kun sangen bliver vinduet til abbedissens sjæl. Gennem den aner vi, at også abbedissen har kendt kærligheden.
De mindre roller virker generelt for svagt besat, selvom Steen Springborg naturligvis er festlig som den glatte impressario Max.
Daniel Bohr har iscenesat med sans for ydre pragt, underholdning og morskab, men kun i mindre omfang med fornemmelse for indre glød.
Richard Rodgers udødelige toner virker som en gave til dirigenten Per Engström og hans orkester, hvorimod Karen Hoffmanns oversættelse af Oscar Hammerstein IIs sangtekster synes noget kluntet med unødigt mange ord proppet ind flere steder.
Vigtigst af alt er dog, at THE SOUND OF MUSIC består sin prøve som levedygtigt musikteater med glans. I disse flygtninge-tider kunne man have valgt at betone netop dette aspekt i teksten, fordi det forekommer uhyre relevant lige netop nu, men den slags skal man ikke forvente på Det Ny Teater.
