★★★★★☆
Republique byder med SNEDRONNINGEN atter velkommen til madteater i den helt store stil – denne gang med Mette Martinussen, Martin Tulinius og Dorte Holbek som idemagere.
Vi får fra start et pust af vinden (det viser sig at være en ung kvinde) samt en isnet cocktail af sake, æble og kamille. I lighed med pigen Gerda påbegynder vi vor søgen efter drengen Kay, som den høje dæmoniske Snedronning har kidnappet. Uden overtøj transporteres vi til en nærliggende lejlighed og er snart gæst hos blomsterkonen, der bl.a. byder på gulerodstatar, salat af vinterkål samt fladbrød med kvast grønkål. Hun har pyntet festligt op med kødhakkemaskiner fyldt med gulerødder og har en stykke stof for ansigtet, så er det ubestemmeligt. Inden vi forlader selskabet får vi en lille suppe med hibiscus og troldkrappe, og tildeles en blomst. De 6-8 gæster deles nu i to grupper, der aflægger henholdsvis Lappekonen og Finnekonen et besøg. Den ene bor i kælderen, den anden i en lille campingvogn udenfor, og
der mumles på hvad må formodes at være lokal dialekt, hvorefter vi tildeles et sprødt torskeskin med ansjos til fortæring. Det viser sig at være en delikatesse og indgyder mod til at gå videre – også kulinarisk.
Tilbage i teatret må vi nu hver især gå ind af en farvet dør afhængig af hvilken blomst, man har fået tildelt. Bag den blå møder man Ildliljen, der vågner og gør tegn til, at man skal åbne en bog. Den viser sig bl.a. at indholde en lille underkop med torskerogn, blomkål og tørret æggeblomme samt en lille fin ske. Vi fortsætter vor rejse gennem et aparte rum med en stor indgang og meget lille udgang, men belønnes med et glas drømmevin hos den sovende prins. Hans ansigt er dækket af et hvidt klæde, hvor på prinsens ansigt forvrænges med uhyggelig effekt.
Så føler man sig anderledes bedre tilpas hos røverne, som ganske vist virker noget nærgående, når de grynter os i nakken, men til gengæld byder på et sandt festmåltid med bl.a. vildsvin og rødvin samt en ubestemmelig dressing serveret på store knogler. Hos røverne bliver der sunget og danset – også med deltagerne fra andre grupper, og pludselig er man bedøvende ligeglad med denne Kay.
Efter at røverne er faldet i søvn, lister vi os afsted, og pludselig befinder vi os hos Snedronningen, hvor vi sørme også finder Kay. Han er blevet voksen og kysser sågar med Snedronningen, men publikum synes ligeså optaget af indholdet af de små bakker, vi får placeret foran os. Her finder man bl.a. en liflig og let syret fåremælksfromage og en forfriskende dessertvin.
Og dermed slutter en rejse, som trods lidt ventetid i starten bestemt har været en forførende oplevelse. Historien engagerer man sig aldrig for alvor i, men måden vi kommer ind i de forskelllige universer i forskellige lokationer fungerer godt. Og frem for alt er den kulinariske rejse en udsøgt fornøjelse, hvis man hører til de mere modige rent madmæssigt. Man kan naturligvis diskutere om forestillingen i sagens natur bliver for elitært og om det er okay, at kun velstående mennesker har råd til at betale billetter til et arrangement som dette. Men man er bedøvende ligeglad, mens det står på – madiveren bliver den dramaturgiske drivkraft og det kan der selvfølgelig være en pointe i
