PARASITTERNE

★★★★★☆

Mogens Pedersens gennemarbejdede version af PARASITTERNE høstede i sidste sæson mange anmelderroser på Vendsyssel Teater. Derfor virker det helt rigtigt, at Det Danske Teater nu sørger for, at forestillingen når ud til et endnu større publikum. For Carl Erik Soyas hovedværk (fra 1929) virker ikke blot uopslideligt, men også relevant i en tid præget af skurkestreger i alle størrelser.

Hans Holtegaard (der p.t. kan ses i en lille fin birolle i filmen "Sommeren ’92") forekommer uhyre velplaceret som den tilsyneladende gemytlige Gruesen, der gradvist kommer til at afsløre sit sande jeg. Nogen husker sikkert Gunnar Laurings mesterlige fortolkning fra TV-udgaven i 1958, men Hans Holtegaards med rette Reumert-nominerede indsats får os i højere grad til at føle, at vi kender denne Gruesen – og så bliver det for alvor uhyggeligt.

Susanne Heinrich har mange fine takter som hans enfoldige hustru, ikke mindst når hun taler om de små hvide mænd, der besøger hun om natten, når Gruesen forlader hende. I enkelte passager spilles der lidt for meget folkekomedie, men hun får alligevel samlet figuren til et troværdigt hele, og er bedst, når hun tør stole på dramaet.

Selvom PARASITTERNE kan ligne en komedie, så er det faktisk et grumt stykke dramatik, den konfronterer os med den indre svinehund, der meget vel kan være af dansk oprindelse.

Blandt de øvrige medvirkende glæder man sig over den unge Thomas Jacob Clausen som den nørdede kapitalsvage student. Gitte Baastrups meget grønne scenografi forekommer ganske funktionel, og de let jazzede udgaver af et par gamle danske viser skaber fine overgange mellem scenerne.

Mogens Pedersen har fjernet alt overflødigt i sin iscenesættelse, og historien fortælles klart og i et passende sindigt tempo, der yder teksten maksimal retfærdighed. Man forlader derfor salen med vished om, at PARASITTERNE hører til den lille håndfuld af danske klassiskere (der også omfatter "Anne Sophie Hedvig", "Ordet" og "Indenfor murene"), som kan tåle at blive spillet igen og igen.