★★★★☆☆
Folkene bag Teater Grob har specialiseret sig i en slags moderne realisme, der på et tidspunkt truede med at begrænse de kunstneriske udfoldelsesmuligheder. Men ved at omplante denne realisme til usædvanlige universer har de formået at forny sig, og derfor virker dette besøg på en lukningstruet planteskole forbløffende forfriskende.
Scenografen Gitte Baastrup har sammen med instruktøren Hans Rønne og de tre medvirkende skabt et originalt forum for diverse former for ensomheder, men humoren har heldigvis gode vækstmuligheder på Lunds planteskole. En brav trio bestående af den altid leveringsdygtige Henrik Prip, det nye talent Marie Mondrup og den grotesk morsomme Stine Schröder Jensen gør, at vi føler os mere end godt underholdt. Ja, faktisk har man lyst til at give hele holdet en krammer bagefter, og så gør det mindre, at teksten ikke er den store lyrik. AFDELINGEN FOR MINDRE PLANTER fylder os med varme i en kold tid, og får os til at interesse os bare en lille smule mere for skyggeplanter.