PHOENIX

★☆☆☆☆☆

Metropolis 2015 kan ikke beskyldes for at have brugt mange ressourcer på nærformidlingen af festivalens værker. Kortet i det officielle program er så godt som ubrugeligt, og hvis man satser på, at der er skiltning til diverse venues og forestillinger, når man står af den iøvrige eneste bus ud til området, så tar man fejl. Dette er ikke et metropolis, men udkants-Danmark!

Der er dog en lille plakat med forestillingens titel ved bus 40s sidste stop, og da man sidste vovede sig ud til en Metropolis-forestilling, skulle vente ved en sådan plakat, vælger man at tro, at også forholder sig sådan denne gang, for at undgå nedladne kommentarer ligesom dengang. Det viser sig naturligvis at være forkert denne dag, og da ingen af de otte synlige mennesker i området aner noget som helst om Metropolis-festivalen, er man i sandhed på herrens mark.

Først efter et besøg på det festival-kontor, man nærmest opdagede ved en tilfældighed, ankommer man til startpunktet for vandringsforestillingen, og er allerede gået varm. "Du skal lægge din mobiltelefon og taske her" siger en af de frivilige med særdeles myndig stemme. Jeg takker for tilbud, men min lille taske indeholder en værdigenstand jeg ikke tør efterlade og min mobil forbliver lukket i min lomme. Det viser sig ikke at være nok for den frivillige, som gør mig opmærksom på, at dette er en regel. Jeg gør høfligt opmærksom på, at hvis kravet er, at jeg skal adskilles fra min taske og min mobil, skal jeg ikke på nogen vandring , og påpeger, at dette skulle man i så fald have informeret mig om tidligere. Modvilligt får jeg lov til at passere ind i det næste lokale for videre intro.

I det næste lokale påpeger en ny kvinde, at jeg ikke kan have min taske og evt. mobil med ind. Her er jeg tæt på vende om, men får dog forklaret med et træt smil, at jeg er klar over, at det kan være uhensigtsmæssigt, men at det dog i sidste ende er mig, der selv må afgøre, om jeg ønsker at efterlade mine kostbarheder i et rum med folk, som jeg end ikke kender. "Du trænger til at slappe af", siger hun, og det har hun sådan set ret i. "Ja", siger jeg, "…og jo før vi kan afslutte denne samtale og jeg kan begynde min i forevejen forsinkede vandring, jo bedre." "I cannot expose you to the other people, if you are upset", siger hun. "You are making me upset", fastslår jeg. Og det passer. "Wait a couple of minutes" siger hun, og forlader lokalet.

Hun kommer tilbage – sikkert efter at have konsulteret en kollega – og smiler – og jeg formår at smile tilbage. "Okay", siger hun overbærende og rækker mig det gps-lydsystem, som skal guide mig åndeligt på min tur.

Jeg føler mig faktisk i godt humor i det øjeblik jeg står udenfor og påfører mig høretelefonerne.

Udenfor fører en række af hvide brosten mig fra sted til sted. Første stop er en lille ophedet hytte, hvor man bl.a. skal lægge sko og strømper udenfor. Det gør jeg lydigt for at undgå mere besvær, og mødes snart af øjnene fra en iøvrigt tildækket kvinde. Hun gør tegn til, at jeg skal komme ind i den mørke hytte. Her smørrer hun mine hænder ind i aske, hvorefter hendes fødder smørre aske på mine fødder. Herefter viser hun mig ind i et lille rum, hvor en balje med iskoldt vand giver mig mulighed for i delvis mørke at vaske ansigt og fødder rene.

Yderligere tre piger venter forude. En tager mig med på en lille båd og giver mig salt i hænderne, som hun dog insisterer på er vand. Jeg får nu en tilsyneladende endeløs beretning om en fugl, der vil lægge et æg, men ikke kan finde land, indtil den indser, at reden er i mine hænder… Jeg overvejer, om hun kan være på stoffer, for magen til poetisk ævl har jeg ikke hørt siden mit sidste besøg på Christiania. Tredje pige vil bl.a. lege tagfat, inden vi strør noget sand ud over molen og sætter os ved molekanten for at nyde udsigten.

For at møde den sidste må jeg iføre mig en – stram – rød kedeldragt og gummistøvler. Hun lukker mine øjne og dækker resten af mit ansigt med et strammende bånd. Hun giver mig herefter sand i hænderne, og da jeg åbner øjnene, erfarer jeg, at det er rødt og afgiver farve. Det lykkedes dog for mig at vaske det meste af den røde farve af bagefter, men både min almindelige bukser og sko har alligevel fået lidt rød farve på sig (der har sikkert været et par røde sandkorn inde i dragten allerede), som ikke sådan lige lader sig fjerne.

En lille sanseoplevelse alene på gulvet i samme bygning – kun omgivet af lys og … en form for lystråd? – bliver turens højdepunkt. Men at dette krukkede teaterprojekt, der i glimt minder mest om barndommens skattejagter, skulle udløse penge fra Statens Kunstfond må i sandhed være en Århus-historie.