COPENHAGEN COOKING 2015

21. – 30. august

★★★★★★

Et af årets ubetingede højdepunkter for madglade københavnere er festivalen COPENHAGEN COOKING, der netop er blevet skudt igang. Hele byen er på den anden ende, og overalt vrimler det med veldækkede borde og delikate smagsprøver.

På flæsketorvet i vesterbros egen kødby markerer man smørrebrødets dag på overdådig vis.Med et madklippekort i hånden kan man forsyne sig ved med miniature smørrebrød, som heldigvis er store nok til, at man bliver mere end mæt efter 10 stk.

En af de absolutte favoritter blev varmrøget regnbueørred med porcheret æggeblomme og cremet rygeost, toppet med ørredrogn, sprøde maltstænger og frisk karse. Men smagsindtrykkene var alle af høj kvalitet, og man fik naturligvis mulighed for at supplere med kendte og mindre kendte snapse fra ind- og udland samt den særlige festival-øl.

Også i det indre København bugner det med lækre tilbud. I Kronprinsensgade mellem Café Sommersko (hovedstadens ældste café) og Københavns Musikteater havde man således placeret langborde, og bød bl.a. på skøn helstegt pattegris ledsaget af pasta- broccoli- og tomatsalater samt små fine kartofler, rødvinssauce og sprødt brød. Hertil en liflig velkomstdrik samt kvalitetsvine.

Der er 10. gange, der afholdes Copenhagen Cooking, og med over 100 begivenheder må den regnes for nordens absolut største. Så hvadenten man vælger skalddyrsfest i Tivoli, gourmet hot dogs, kagekonkurrence eller verdensmesterskab i risotto, så synes man i al fald at være sikret en inspirerende og uforglemmelig madoplevelse.

http://www.copenhagencooking.dk/