ELSKOVSDRIKKEN

★★★★★☆

Man savnede aldrig for alvor kulisserne, kostumerne eller de danske overtekster i Tivolis koncertsal. For Tivolis fødseldagsgave til sit publikum, en koncertversion af Gaetano Donizettis ELSKOVSDRIKKEN (hvorfor må den ikke hedde kærlighedsdrikken, når originalversionen nu engang hedder "L’elisir D’amore"?) blev heldigvis ligeså musikalsk overdådig, som man på forhånd havde håbet.

Den store overraskelse lå i, at det ikke primært blev publikumsdarlingen Lawrence Brownlee, der trak læsset som bondedrengen Nemorino. Især i første akt tog han det lige rigeligt med ro, og først i anden akt, der han skulle synge sin store arie om tåren på Adinas kind, lukkede han for alvor op for slusserne. Få sangere i øjeblikket har så smuk en klang i stemmen som Brownlee, og det var ikke kun Adina, der fik vand i øjnene denne aften.

Men Brownelee havde i Olga Peretyatko en mere end værdig partner, og mødet med den russiske sopran blev ganske overvældende for det danske publikum. Ikke alene så hun yndig ud og kunne spille rollen som den kvikke rige forpagterske til fuldkommenhed, men også sangligt blev det en udelt fornøjelse fra først til sidst.

Med dette par i front skulle de danske medvirkende virkelig tage sig sammen, og især herrerne formåede virkelig at leve op til det internationale niveau. Charmerende Palle Knudsen beviste som sergenten, at han i disse år er bedre end nogensinde, og så var gavflaben i dansk opera, Simon Duus, i den grad i hopla som kvaksalveren, der formidlede ELSKOVSDRIKKEN.

Henrik Engelbrecht gav den også denne gang som veloplagt vært og kunne ikke dy sig for at spille en lille ordløs rolle som notar.

Dirigenten Yves Abel fik virkelig Tivolis symfoniorkester til give sig hen til Donizettis udødelige toner, og også universitetskoret Lille Muko ydede en ypperlig indsats.
ELSKOVSDRIKKEN havde da også en fortryllende virkning på publikum, og fungerede denne sensommeraften som den rene livseliksir.