★★★☆☆☆
>
Copenhagen Opera Festival træder for alvor i karakter med LEAVES, deres første egenproduktion. Inspirationen stammer fra Ole Bornedals gyser "Nattervagten", og ligesom i Lars Von Triers "Riget" udspilles en del af den defuse handling i lokalerne under et hospital. I dette tilfælde det nedlagte kommunehospital i Øster Farimagsgade, hvor kælderen, der tidligere var indrettet som beskyttelsesrum i tilfælde af atomkrig, er blevet invaderet af musikgruppen Efterklang og diverse solister.
Man skal allerede ved indgangen aflevere mobiltelefoner, og så ved man jo, at der er dømt kunst. Vi lukkes uden guide ind i de mørke lokaler, hvor kun diverse små lyskilder forhindrer, at man ikke støder ind i noget, og den effekt havde mobiltelefoner i al fald ambuteret. Efterhånden vender øjnene sig til mørket, og efter på egen hånd at have sanset sig igennem små og store rum samt en laaang gang, havner de ca. 60 publikummer i et rum med siddepladser, hvor vi på konventionel vis tager plads.
Karsten Fundals musik går nu i gang, og lyder umiddelbart mere som operadekonstruktion end opera, men lige hvor man er ved at afskrive LEAVES som værende for kunstfærdig, kommer der nogle melodiske klange, som engagerer følelserne, og som får os til at hænge på. Instrumenteringen forekommer desuden interessant med bl.a. akkordeon, bratsch, cello og percussions i et fascinerende mix.
Forestillingen går for alvor nye veje, da koncertdelen brydes op, og såvel musikkere som sangere trækker ud i de øvrige lokaler. Pludselig står en af musikerne med et klæde for ansigtet og serverer vodkashots i en bar, hvor sort kaffe er eneste alternativ. I et andet lokale finder vi den grandiøst syngende sopran Lisbeth Balslev iført slaskehår, natkjole og moon boots, mens hun kløver brænde med en skræmmende lidenskab, der indikerer hævntørst. Storslået Grand Guignol, der står i stærk kontrast til kontratenoren Morten Grove Frandsen, der med både kjole, skæg og en seksuel tvetydig stemme vimser omkring for på dekadent vis at smørre glimmer på vores læber. Her befinder vi os pludselig til en af 30ernes tyske cabaret’er.
I andre rum boblede flydende væsker op tilsyneladende styret af strygeinstrumenter, og man kunne også blive udstyret med et par streger over øjnene af en tilmudret mand ved en art døbefond. En sort brud vandrer forbi os i den lange gang iført et alenlagt slør af – ja, var det køkkenfilm? – mens hun messer, at hun var "stillborn (dødsfødt) i still water". Her synes inspirationen at komme fra saglig Luis Bunuel, og hans surrealistiske mesterværker "Viridiana" og "Morderengelen". Og endelig er der også et lille rum, hvor en ung mand strør en håndfuld fjer udover en liggende måske afdød kvinde, mens han fabler om "leaves".
LEAVES er ifølge programmet, der først udleveres efter forestillingen, symbolet på den poetiske dødsbevidsthed, jvnf bladene, der hvert efterår falder af træerne. Men ordet rummer også andre betydninger, der omhandler det at forlade og at blive forladt. Det er dog langt fra alle ord i Ursula Andkjær Olsens engelske tekster, man opsnapper undervej, men man noterer sig bagefter, at samtlige tekster i al fald omhandler tab.
Om de mange visuelle sanseindtryk og de musikalske indslag når sammen, kan i høj grad diskuteres, men ambitionsniveauet bag synes ikke at fejle noget. Instruktøren Christian Lollike har heller ikke denne gang været bange for at tage chancer, selvom samarbejdet mellem teatret Sort/Hvid og Copenhagen Opera Festival fremstår mere frugtbart end egentlig helstøbt. Gruppen Efterklang har også ære af deres medvirken, men måske har mulighederne været for mange for alle parter? Mere fokus kunne have løftet forestillingen ud over det bizarre og specielle. Nu forlader vi det gamle kommunehospital med vished om, at vi har været vidne til noget særligt og odiøst, men uden det momentum, man med rette bør forvente ved et eksperiment af denne størrelse. En flabet start tør man dog godt kalde det.