ANT-MAN 3D

★★★☆☆☆

Den nyeste film fra de sædvanligvis dynamiske Marvel Productions er temmelig længe om at komme i gang, men når først den forvoksede hundehvalp Paul Rudd får iført sig sit ANT-MAN-kostume, så stiger underholdningsværdien.

Peyton Reed virker nu ikke som nogen specielt fængende personinstruktør og der synes at hvile en vis træthed over hovedpersonernes udstråling. Kun karismatiske karakterskuespiller Bobby Cannavale ("The Station Agent") og Anthony Mackie ("The Hurt Locker") brænder igennem som henholdsvis Ant-Mans private rival og superhelten Falcon.

Heldigvis fungerer effektdelen upåklageligt – ikke mindst den visuelt overlegne badekarscene skal nok finde sine fans. Den klichétunge historie kunne være afværget, hvis man i højere grad havde hentet inspiration i de danske Ant-Boy film. Nu hviler der et relativt tungt gammeldags slør over produktionen – understreget i Michael Douglas’ sminke.

Man har proppet hele to ekstra-sekvenser ind i den afsluttende creditrulle, der ellers synes lang nok, så vil man have det hele med, bør man blive siddende.