★★★★★☆
Med topnavne som Jamie Cullum, Elton John, Lady Gaga og Tony Bennett behøver man ikke tage til Roskilde Festival for at få sin lyst til kvalitetsmusik styrret. Man kan bare tage i Tivoli, hvilket faktisk også er langt billigere, i særdeleshed hvis man investerer i et årskort.
Jamie Cullum gav da også fuld valuta for pengene, og viste sig denne dejlige sommeraften ikke blot at være en glimrende musiker – både på klaver og trommer – men også en formidabel entertainer. Et klart højdepunkt blev da også den dynamiske "When I Get Famous", som fik publikum på plænen til at juble af begejstring. Men Jamie Cullum kan også giver sjæl til en god jazzballade, når lydforholdene i Tivoli tillod det.
Han tog dog de tekniske problemer med et smil, og udviste tilmed stort overskud i forhold til Tivolis Big Band og publikum. Heldigvis blev han da også belønnet for sin sympatiske opførsel til slut, hvor han fik mulighed for at levere en åndeløs smuk udgave af titelnummeret fra Clint Eastwood-filmen "Gran Torino". Her åbenbarede han en dybde, man normalt kun forbinder med de tungeste drenge i branchen som Frank Sinatra, Sting og – til dels – Tony Bennett. Jamie Cullum er dog helt sin egen, og derfor en fornøjelse at se på en scene.