★★★★★☆
>
Med 138 år på bagen kommer man ikke uden om, at Bakkens Hvile holder sig godt. Det samme gælder dens fire gæve syngepiger – uden brug af silikone, som det hedder i en af sangene. For repertoiret har fået en vis fornyelse, og det er man faktisk sluppet ganske godt fra.
En flot og velsyngende Dot Wessman fører an, og det er en fest at opleve den fortrolighed, hun og de øvrige har med publikum. Sødt men med frække glimt i øjnene giver Dot, Tina Grunwald og Anne Dorthe Nielsen sig hen til romantikken – med uimodstålige og aldeles uromantiske Lone Jensen som vidunderlig kontrast. Klaverbokseren Kenneth Sichlau vil også gerne stå på scenen, men kommer nu mere til sin ret som lydhør pianist.
Et nummer om Moulin Rouge og "New York, New York" er fristende, når man nu kan, men det giver mindst lige så god mening at punktere den ide – hvad Lone Jensen da også gør. For Bakkens Hvile skal ikke konkurrere med de store shows, men bør have de vovede viser som omdrejningspunkt. Og sådan er det heldigvis stadig. Derfor bliver det eneste virkelige savn i denne vellykkede modernisering faktisk "Lones vals", der ellers har væltet salen i de seneste år.
Kostumerne er i sig selv en oplevelse, og har sågar fået deres egne navne. Rent visuelt bør man forestille sig fire labre larver, der er gået amok i en hofdessert.
Så ingen sommer uden Bakkens Hvile, som ikke bare er en kulturinstitution, der fortjener at være på finansloven, men et levende stykke musikteater, hvor traditionerne gudskelov sætter deres præg endnu.
