REUMERT-UDDELINGEN 2015

Årets Reumert-uddeling fandt sted på det royale skuespilhus’ bagscene – og var en energisk og særdeles støjende affære. Man savnede bestemt ikke dynamik hos skuespillertrioen, men evner som journalister havde de mildest talt ikke. Takketaler er klart at foretrække frem for de sympatiske men ubehjælpsomme introduktioner, som diverse amatører tegnede sig for eller de stadig mere tumpede spørgsmål, der blev stillet. Heldigvis fik de mere garvede teaterfolk sagt noget smukt og rigtigt ind imellem, men showets uortodokse stil blev hurtigt trættende og de larmende rockindslag direkte udmattende. Spillerne såvel som vinderne var stort set alle hvide mennesker – og årets Reumert-uddeling kom derved også til at afspejle valgresultatet på en lidet charmerende måde.

Det var som om arrangørerne havde glemt formålet med priserne. Nemlig at henlede opmærksomheden på kvaliteten i dansk teater. Flere gange fik vi slet ikke at vide, hvilke forestillinger vinderne havde vundet for, og når man så samtidig nægter vinderne mulighed for selv at sige det, bliver det faktisk lidt pinligt. Skiltene på skærmen havde kun plads til en enkelt titel per nominering, selvom en del var nomineret for flere forestillinger.

Det Kongelige Teater var for en gang skyld ikke nomineret i Opera-kategorien, hvor Den Fynske Opera således sejrede med ANDRE BYGNINGER. Men Johan Reuter fra Det Kongelige Teaters SAUL OG DAVID løb dog med titlen som årets sanger. Nationalscenen sejrede også indenfor Musikteater/Show, hvor den alternative Tove Ditlevsen-forestilling TOVE! TOVE! TOVE! noget overraskende bankede Det Ny Teaters mesterlige BILLY ELLIOT. Det Kongelige Teater havde også andel i årets danseforestilling I FØLING – i samarbejde med Corpus og teatret Sort/Hvid. POST NO BILLS indbragte Kitt Johnson endnu en Reumert, og AMANDAVÆRELSEt blev belønnet med scenografiprisen.
Teater Nordkrafts TIVOLI indkasserede prisen for bedste børne- og ungdomsforestilling, mens Republiques magiske UNGDOM blev tildelt årets særpris.

Aalborg Teater havde sidste år fortjent at vinde årets forestilling for teaterchefen Morten Kirkskovs egen iscenesættelse af INDENFOR MURENE, men tabte til Det Kongelige Teater. Det ville man så åbenbart råde bod på i år, hvor man ikke blot tildelte Aalborg Teaters BETON prisen som årets forestilling, men ligeledes – ganske rimeligt – gav Thomas Markmann prisen som årets dramatiker for samme forestilling. Ironisk nok har Aalborg Teaters direktør Morten Kirkskov i mellemtiden forladt Aalborg Teater for at blive skuespilchef – på Det Kongelige Teater.

Birollepriserne tilfaldt et par garvede veteraner. En strålende smuk Hanne Uldal blev hædret for sin velsungne birolle som frøken Schneider i Det Kongelige Teaters problematiske CABARET på Gamle Scene, mens Anders Hove, der ikke var til stede, blev kåret til vinder af prisen for mandlige birolle takket være Becket-forestillingen DEN, DER FALDER i Skuespilhuset.

Man havde håbet, at ændringerne i Reumert-juryen betød et brud med Det Kongelige Teaters dominans, men det tydede aftens uddeling ikke på. Olaf Johannesen vandt sin Reumert for mandlige hovedrolle for hele tre roller, inkl. HEKSEJAGT på Det Kongelige Teater, men det var dog især rollerne på Betty Nansen Teatret i MEPHISTO og SAMTALE FØR DØDEN har fortjente dem for. Omvendt forekom det mærkværdigt, at Karen-Lise Mynster kun var nomineret for DET, DER ER på Husets Teater, når hun i samme sæson havde ydet en ligeså glimrende præstation i GLASMENAGERIET på Hippodromen, Folketeatret.

Men heldigvis modtog Kasper Rostrup en yderst velfortjent instruktørpris netop for GLASMENAGERIET af Tennessee Williams, og sørme om Ena Spottag ikke fik en af årets 10 talentpriser for sin hjertegribende Laura i samme forestilling. Hendes kvindelige kolleger som Nanna Cecilie Bang, Sicilia Gadborg Høegh og Josephine Park modtog samme pris for henholdsvis FOLKESKOLEREFORMEN på Mungo Park Kolding, GLASBOBLER på Aarhus Teater samt SOM I HIMLEN, ligeledes fra Århus (Godsbanens åbne scene), mens deres mandlige ditto Magnus Bruun fik hæderen for FIASKOMONOLOGERNE, som Teater Momentum havde æren for. Også scenograferne Karin Gille (OTTONE IN VILLA) og Laura Rasmussen (UMÆLENDE KRÆ) fik Reumert talentpriser, og endelig modtog både Cornelia Beskow, en lovende sanger, og Henrik Szklany, en lovende dramatiker, talentpriser for en række forestillinger.

Gisninger om hvorvidt Peter Langdal og Henrik Hartmann skulle have årets hæderspris efter en årrække i chefstolene på Betty Nansen Teatret eller om det kunne være Lisbet Dahl efter 25 år som instruktør af Cirkus-revyen blev gjort til skamme. Årets modtager kom fra den danske teaterundergrund og Kirsten Delholm havde da også i denne sæson fået et kunstnerisk comeback med sin COSMOS + -forestilling på Christiania.

Flere af favorit-forestillingerne bl.a. ROMEO OG JULIE, BILLY ELLIIOT og SOM I HIMLEN måtte tage til takke med nomineringer, mens Odense Teaters mesterlige VORES KLASSE helt blev overset.