★★★☆☆☆
Teater Boudoir er på banen igen, denne gang med en nutidshistorie baseret på Peter Kragholms autentiske roman DET GØR KUN ONDT EN GANG om pigen Diana. Men symptomatisk for forestillingen fremgår det ikke klart af programmets credit-liste, hvem der rent faktisk har skrevet den dramatiske tekst.
Forestillingen savner i udpræget grad fokus, og det formår hverken Peter Myginds instruktion eller Republiques i denne sammenhæng alt for store scene at afhjælpe. Handler DET GØR KUN ONDT EN GANG om selvhad, ensomhed, vold eller skizofreni?
Men heldigvis har forestillingen to gæve piger i hovedrollerne, Stine Lykke Winther og Tine Agertoft, der supplerer hinanden glimrende. Marie Grove Jørgensen bidrager især med sin musikalitet, hvorimod mændene Martin Geertz og Julius Mygind henholdsvis over- og underspiller.
Der ligger mange sympatiske ambitioner bag DET GØR KUN ONDT EN GANG, men de vil ikke rigtigt folde sig ud. Flot skolemateriale hjælper dog på det, og det er som en del af undervisningen i de store klasser, at DET GØR KUN ONDT EN GANG kunne komme til sin ret.