JURASSIC WORLD

★★☆☆☆☆

Her gik man og troede, at dinosaurne endelig var udrydede, og så kommer der alligevel en ny film om disse gigantiske bæster – nu i muterede udgaver. Det bliver projektet dog ikke mere interessant af, og man har følelsen af, at det der engang lignede en god ide, lige skal malkes en sidste gang. For instruktøren Colin Trevorrow er unægteligt ingen Steven Spielberg, og selvom der er sket betydelige tekniske landvindinger, siden Spielberg sad i instruktørstolen, så slår Trevorrow slet ikke til som personinstruktør.

Filmens to drenge savner her personlighed, og Bryce Dallas Howard er i særklasse rædsom i filmens kvindelige hovedrolle, der ligner og lyder som en fortidslevning. Bedre går det for Chris Pratt, der godt nok ikke har mange udtryk, men dog den rette helte-attitude til at overbevise i dette univers.

Omar Sy, Irrfan Khan og BD Wong har alle fået tildelt underligt påklistrede sideroller, der primært skal sikre filmen en vis etnisk alsidighed, sådan som traditionen kræver det i de amerikanske familiefilm. Her virker det ikke bare traditionelt, men gammeldags på den mest støvede facon.

Det bliver nok primært ikke alt for kvikke store drenge, der vil værdsætte en tur i JURASSIC WORLD, som slet ikke fortjener at blive den biografsucces, der forekommer uundgålig.