★★★☆☆☆
Efter en stilforvirret julecabaret forrige år har Copenhagen Theatre Circle afholdt casting, og det har givet en række nye
ansigter. Ikke alle lige talentfulde, men det gode ved er at der er plads til alle. Når skuespillerne ikke kan synge og danse ser med glimt i herligt, og når trompetisten til sidst opgiver at co-ordinere sine mundbevælgelser med musikken, så gør den muligvis en dyb af nødvendigheden, men det virker.
Her er en spilleglæde, som også instruktøren Debbie Taylor har ære af og som smitter af på publikum. behøver ikke en
foryngelseskur, for han har stadig scenens skarpeste replik.
Men den anden side gør det så godt som den unge King Cole, at ham havde vi nødigt undværet.
Også forestillingens unge par charmere, ikke mindst i sangnumret . Derimod kunne man med sindro have skåret andre sange bl.a. en pinagtig skurkerap, for musikalitet synes ikke at være forcen på årets hold.
Men på eet område vil Copenhagen Theatre Circle åbenbart ikke lære er deres egne erfaringer: Deres forestillinger er alt alt for lange. Vi fik lige inden forestillingen at vide, at den tog to x en time + en pause på tyve minutter, men vi var altså
først ude næsten tre timer senere. Dermed skyder CTC sig ganske unødvendigt i foden, selv de mest enthusiatiske unger var kørt trætte.
