BLEEDING LOVE

★★★★☆☆

Imponerende er det, at Fredericia Teater kan holde verdenspremiere på den amerikanske musical BLEEDING LOVE, der har musik af Arthur Bacon, manuskript af Jason Schafer og sangtekster af Harris Doran. Og selvom BLEEDING LOVE i sig selv ikke er noget hovedværk, så bliver forestillingen seværdig bl.a. takke være det smukke scenebillede, som diverse lysfolk og scenografer bør roses for.

Bizarre romancer udspiller sig blandt en række kuriøse skæbner i en trøsteløs univers, og BLEEDING LOVE kan et noget ujævnt manuskript til trods bryste sig af en række saftige karakterer.

Lena Bakken Høyem besider en vis naturlig sødme som pigen Bronwyn, der hjælper den underkuede Hundni (en veloplagt Thomas Jensen) til at frigøre sig fra den dominerende Lolli (effektive Katrine Nørgaard). Men Bronwyn er selv genstand for en vis opmærksomhed, da Lars Mølsteds sødt nørdede Florian har kastet sin kærlighed på hende. Maria Skuladottir skaber et overdådigt og aldeles vanvittigt portræt af den excentriske Madame Floy, der kan gå ud som et lys midt i en sætning.

BLEEDING LOVE er en flot satsning, der trods visuel kræs aldrig bliver helt så god, som man havde håbet, men som alligevel har kvaliteter, der retfærdiggøre en opførelse. Flere iørefaldende melodier samt en god portion romantik får den noget konstruerede historie til at glide ned, og iscenesætteren Noah Himmelstein får Fredericia Teaters ensemble til at vise, at de faktisk kan andet end at synge.