★★★
☆
På Frederiksbergscenen præsenterer den flittige Rhea Leman den foreløbig sidste af tre forestillinger om magtfulde mænd. Denne gang får vi en satirisk musical om Silvio Berlusconi, der ikke bare nøjes med at være italiensk premiereminister, men også styrer medierne til egen fordel.
Det litterære forbillede for Leman synes denne gang at være Dario Fo, men det niveau er vi desværre ikke i nærheden af, selvom Rhea Leman tydeligvis har researchet en del. Vi får talrige udleveringer af Berlusconis selvfedme, men forestillingen kommer aldrig ud af stedet. Det er som om, at Lehman tror, at man ved at gentage det samme synspunkt, gør det sjovt, selvom det snarere virker modsat. Et forvrøvlet plot om en vraget hævnlysten hustru overlever kun, fordi hustruen spilles med saft og smæl af Karen-Lise Mynster.
Den centrale rolle som den skrupelløse magtmand ligger atter engang hos Ina-Miriam Rosenbaum, der også denne gang kvitterer med en uhyre sikker præstation. Hun kan ikke gøre for, at effekten med at lade en lille kvinde spille en "stor" mand efterhånden har mistet nyhedens interesse, og at hun på tekstplan svigtes. I anden akt får hun i det mindste lejlighed til at udforske en mere sårbar side af den kvindekære Silvio, samtidig med at forestillingen desværre ender i det rene fjolleri.
Stakkels Mette K. Madsen er blevet tildelt en skaldepande, der får hende til at ligne Gunnar "nu" Hansen, selvom hun skal forestille Berlusconi mangeårige samarbejdspartner og ven. Og Laura Bro må smile meget og længe som den lille landlige godte, der indynder sig hos Silvio Berlusconi.
Rent musikalsk har Joachim Holbek begået en række melodier, der lyder som en symbiose med italiensk 70er-pop og poliske sange fra den Fo’ske univers, men fortolkes trofast af pianisten Rikke Sandberg, mens tre blonde korpiger bakker solisterne op. Holbeks toner synes middelbart iørefaldende og aldeles forglemmelige, og også her halter Lehmans tekstmateriale. Hvor Fo og co. kunne påpege magthavernes dårskab med satirisk præcision og raffinement, så vil teksterne her kun begejstre de politisk indforståede, og det er da lidt for kedeligt. Kun når Karen-Lise Mynster – nu som fed kvinde – pludselig trykker den af med overrumplende divasang, får forestillingen et tiltrængt løft af ægte musikalsk vanvid.
Rhea Leman har selv iscenesat og bør i al fald roses for en vis energisk tilgang til stoffet. Men omvendt burde hun i langt højere grad have trimmet sit tekstmateriale, så vi var kommet under halvanden time og havde undgået en pause.
