ALL NIGHT LONG

★★★

Siden Liam Neeson blev enkemand, har han på det nærmeste indspillet den ene film efter den anden, og hans præstationer i denne periode kan i heldigste fald betegnes som rutineprægede. Af disse hører RUN ALL NIGHT trods alt til i den bedre halvdel, fordi Neeson er omgivet af en række gode skuespillere, der højner niveauet en smule i en stardard Hollywood-krimi.

Ed Harris er god som Neesons rival, og det velfungerede manuskript sørger naturligvis for, at de to veteraner får et par solide scener med hinanden. Nick Nolte formår også at gøre indtryk i en lille rolle, og så glæder man sig over nogle få glimt af gamle Lois Smith, der i sin tid spillede en birolle overfor James Dean i "Øst for Paradis".

Men det er dog den yngre generation – repræsenteret med svenske Joel Kinnaman og Boyd Holbrook – som tilfører filmen den afgørende dynamik, der holder spændingen igang. Modsat flere af sine danske kolleger taler Joel Kinnaman amerikansk uden accent, og Boyd Holbrook besidder en psykopatisk farlighed, som vi nok skal komme til at se mere til.

Rent visuelt minder RUN ALL NIGHT om alt for mange andre film i samme genre med sine dystre grumsede billeder. Men er man til effektive mandehørmende actionfilm, så er RUN ALL NIGHT et oplagt bud.