★★★★★☆
Søren Pilmark, Henrik Koefoed, Niels Olsen og Asger Reher kan med rette fejre et kvart århundrede som ØRKENENS SØNNER. Og utroligt men sandt: De har aldrig været bedre!
Lige fra Niels Olsens entre som en ret overdådig stor havfrue og til det afsluttende medley over firkløverets frækkeste sange føler man sig i ualmindeligt godt selskab. Hvor ellers end hos Ørkenens Sønner i Glassalen kan man opleve H. C. Andersen (spillet af Henrik Koefoed – eller er det Jørgen Reenberg?) i spidsen for Harald Blåtand, Christian d. 4. og den store havfrue i en meget fysisk udgave af Gitte Hænning-hittet "Snakker med mig selv", der nu synes at handle om onani.
Også en særegen ballet til to af Vivaldis "4 årsider", "Sommer og sol" a la Birthe Kjær samt "It’s Raining Men" gør lykke. Og da det også bør være tilladt i jubilæumsversionen at være nostalgiske, får vi et charmerende gensyn med "Huset på Christianshavn" med bl.a. Asger Reher som den yndigste Meyer og Søren Pilmark som barmfager og lattermild Emma.
Synge kan de også – hvad enten stilen hedder Four Jacks, barbershop, dansktop eller "Bi-Bob" (udtales naturligvis Bee-Bob) og får forbilledlig instrumental opbakning fra Troels Skovgaard.
Så det er bare med at løse billet til fire af landets fineste entertainere, der gudskelov stadigvæk har galskaben og musikaliteten i behold.