FAST AND FURIOUS 7

★☆☆☆☆☆

Efter Paul Walkers pludselig død har det tydeligvis ikke have været let for instruktøren James Wan at få en helstøbt film ud af FAST & FURIOUS 7.

Walkers figur Brian glemmes tilsyneladende i lange passager, og i stedet må vi i al for høj grad trækkes med den håbløse Vin Diesel.

Filmen består af overdrevne bilræs krydret med en fæl portion macho-idioti på replikplan samt øjeblikke af kvalmegivende føleri. Ikke mindst slutningen, hvor man malker publikum for tårer via en langstrakt Walker-hyldest, ligger på grænsen til det smagsløse. Med sine næsten to timer og tyve minutter hører FAST & FURIOUS 7 i forevejen til en af sæsonens virkelige prøvelser.

Hvis man virkelig ville ære Paul Walker, burde man have begravet denne klichétunge filmserie sammen med dens stjerne. For selv solide birollespilllere som Kurt Russell og Djimon Hounsou kan ikke redde FAST & FURIOUS 7 fra en tur i afgrunden.