★★★★★☆
Lene Kaaberbøls populære romaner har allerede bevist deres dramatiske muligheder på Østre Gasværk, hvor store børn og voksne i tusindtal nød to musical-udgaver af den i sandhed fantastiske historie om skammerens datter, Dina.
Nu kommer så den første af formodentlig flere film om Dina, men desværre uden de fine sange, der tjente som åndehuller mellem diverse slagscener. Men Jeppe Kaas fortjener nu ros for sin medrivende underlægningsmusik, der låner et ægte episk flow til filmen i bedste Hollywood-stil.
SKAMMERENS DATTER fremstår som en imponerende produktion, og Waldemar Kalinowski gør fornemt brug af de storslåede kulisser ligesom Kicki Ilander bidrager til den rette historiske atmosfære med sine klassiske kostumer.
Fotografen Lasse Frank Johannessen har en stor del af æren for, at diverse landskaber fremstår så betagende og om det så er afdelingen for de specielle effekter, har de også formået at løfte deres del af opgaven.
Instruktøren Kenneth Kainz har med andre ord imponerende godt styr på hele det tekniske område, og kun i dialogscenerne skuer lyden en smule på grund af lidt for mange forskellige accenter og en del mumleri.
Rebecca Emilie Sattrup er sød som Dina, og især efter at hun har fået drengehår kommer der lidt spræl i ansigtet. Marie Bonnevie, der burde være blevet blacklistet fra dansk film efter "Jeg er Dina", skuffer atter med sin syntetiske replikføring – denne gang i rollen som Dinas mor.
Jakob Oftebro tager sig flot ud i helterollen, mens Peter Plaugborg ser tilpas ond ud, omend han råber rigeligt hult som Drakan. Bedst er i virkeigheden Stina Ekblad, der funkler som Drakans troldkælling af en mor, når hun indtager drageblod. Man glæder sig også over Olaf Johannessen i sin hidtil bedste filmrolle som Mester Maunus.
SKAMMERENS DATTER er en film med internationale muligheder. Kainz glemmer ikke sin målgruppen og undgår samtidig unødig vold. Men om filmen rummer for få stilfærdige passager. hvor vi for alvor kan få tid til at lære karaktererne at kende, kan kun tiden vise.