★★★★
☆
Ulla Koppels glimrende bearbejdelse af den rumænske Nobelprisvinder Herta Müllers roman I DAG HAVDE JEG HELST IKKE MØDT MIG SELV er tilbage i verdens mindste Teater, hvor den høstede stor ros sidste år.
Ulla Koppels fine fornemmelse for stoffet præger også hendes iscenesættelse og manden Anders Koppel har tilmed komponeret et stemningsgivende stykke klassisk musik, som den kvindelige celist på 1. sal formidler med nerve.
Men forestillingen står og falder med skuespillerinden Bozenna Partyka, der har stykkets eneste rolle som kvinden, der må stå svære trængsler igennem under Ceausescus’ diktatur. Hun viser sig at være et yderste karismatiske bekendtskab med en vidunderlig udtryksfuld stemme og stærke dramatiske udtryk i ansigtet.
Det kan ikke nægtes, at hendes accent er så kraftig, at man har svært ved at fange alle ordene. Men i sidste ende er accenten en gevinst, fordi den låner en særlig ægthed til forestillingen. Ingen dansk skuespillerinde kunne have tilført den krævende kvinderolle de kvaliteter som Bozenna Partykas præstation rummer, og det er godt set af Ulla Koppel, der igen formår at sprænge rammerne for, hvad verdens mindste teater kan.