★★★★★☆
Sort Samvittighed-holdet, der gav os den fabulerende Anne Linnet-forestilling "Hvid Magi", er tilbage. Denne gang har mab helt helliget sig Tove Ditlevsen, hvis "Barndommens gade" synes at være eneste tekstmæssige genganger fra Linnet-forestillingen.
Elisa Kragerup formår endnu en gang at skabe et forunderligt univers, der vender vrangen ud på på kunstneren, men som også rummer respekt for kunsterens værker og en oprigtig kærlighed til emnet.
På lidt over to timer får fem Tove’r taget os igennem Tove Ditlevsens liv med barndomstraumer, mislykkede ægteskaber, druk og selvmordsforsøg. Den røde tråd i hendes tilværelse er forfatterskabet, og derfor spiller skrivemaskinen en afgørende rolle i forestillingen.
Uforglemmelige scenerier rammer os på Skuespilhusets intimscene. Det gør voldsomt indtryk at høre om barndommens pinsler fra aldrende babyansigter. Elisa Kragerup nøjes heller ikke med at hænge brudebilledet op på vægen, men sømmer selve bruden fast – i kristus positur – offer og martyr i eet og samtidig et mesterligt billed på hustruens fastlåste rolle i datidens samfund.
Signe Egholm Olsen får med sit både vittige og uhyggelige foredrag af vuggesangen "Solen er så rød, mor" fortalt mange sandheder om moderskabets svære byrde og det vanskelige mor/datter-forhold.
Elisa Kragerup lader en fuldstændig forrygende Rikke Bilde tage sig en overdådig fuldetur. Med munden fuld af (vin)druer – metaforen er ikke til at tage fejl af – ævler hun løs om fladlus. Bilde får sig også en velturneret grædetur, mens en anden Tove, sprøde Tilde Maja Frederiksen, krænger sjælen ud. Også et vrængende brevkassesvar fra Ditlevsen virker provokerende, hvis man har et nært forhold til Tove Ditlevsen. Elisa Kragerup fremstiller i disse passager Tove Ditlevsen som en selvmedlidende kvinde, der burde være ude af stand til at give andre gode råd, når hun end ikke kunne få sit eget liv til at fungere. Det virker en smule hårdt.
Selvmordsforsøgene skildres med frappende visuel opfindsomhed, og begravelsen med en sval stille skønhed, som heldigvis afslører en dyb ømhed for den forpinte forfatterinde.
TOVE! TOVE! TOVE! ender i sidste ende som provokerende original teaterkunst, der atter understreger Elisa Kragerups position som vor tids mest fornyende iscenesætter.
