★★★★
☆
Damien Chazelle har både skrevet og instrueret den medrivende musikfilm WHIPLASH, som han meget vel kan vinde en Oscar for. Aldrig tidligere har vi fået fået en så fysisk fornemmelse af en ung trommeslagers trængsler for at nå til tops.
Miles Teller formår at formidle trommeslagerens frustrationer med stor oprigtighed, men det er karakterskuespilleren J. K. Simmons, der uden tøven stjæler filmen, som knivskarp leder af af et jazzorkester. Det er en rolle med mange muligheder, og Simmons synes at gribe dem alle.
Måske har forfatteren sat tingene for meget på spidsen til, at alle situationer virker lige overbevisende. Men J.K. Simmons indsats kan man ikke sætte en finger på og Oscar’en for bedste mandlige birolle forekommer helt fortjent. At man så kan diskutere filmens morale, der nærmest gør den brutale orkesterleder til martyr, er en ganske anden sag.
Jazzmusikken kommer virkelig til sin ret i denne film, for der er kælet for samspillet med klipning og lyd, som synes at være styret af jazzens hjerteslag. Så selvom man slet ikke sværger til denne musikgenre, bliver man smittet af filmens passion og forlader biografen med en respekt for den kompromisløse kunstner.
