★★★★☆☆
I sin seneste film INHERENT VICE tager den amerikanske original Paul Thomas Anderson os med på en syret rejse tilbage til hippi-tiden med udgangspunkt i Thomas Pychons roman. Her agerer Joaquin Phoenix en dybt aparte detektiv, der ligner en blanding af Ché Guevara og noget fra "Abernes Planet". Vi introduceres til et indviklet plot, der får manuskripterne til "Sternwood Mysteriet" og "Chinatown" til at minde om børnebøger, men heldigvis gennemstrømmes INHERENT VICE af Andersons vid og vanvid, så vi sluger det meste.
Titlen INHERENT VICE betyder direkte oversat noget i retningen af "iboende last", hvilket både kan referere til lasten ombord på et mystisk skab ved navn "The Golden Fang", men også kan forstås i mere overført betydning, som den bagage, man slæber rundt på i livet – og som kan synes særlig tung, hvis man er narkoman.
Kendte skuespillere som Josh Brolin, Benicio del Toro, Reese Witherspoon og Martin Short leverer præcise birolle-portrætter i Andersons farverige univers, så bliver de mange ord og en spilletid på godt to en halv time en anelse udmattende, må man tage det med. For INHERENT VICE er fabulerende fanden-i-voldsk filmkunst af manden, der gav os "Boogie Nights", "Magnolia" og "There Will Be Blood", og hans film bør man heller ikke denne gang gå glip af.