INDENFOR MURENE

★★★★☆☆

Henri Nathansens klassiker INDENFOR MURENE har for længst bevist sit værd bl.a. på Folketeatret med Helle Virkner som en smuk Fru Levin, og senest på Aalborg Teater, hvor en relativ moderne opsætning understregede stykkets tidsløshed. Den definitive opsætning i dette årtusinde er velnok Kaspar Rostrups version på Det Kongelige Teater med Jørgen Reenberg og Ghita Nørby som ægteparret Levin. Den opsætning blev desværre ramt af så mange tragedier undervejs, at det synes nådigt, at Ghita Nørby nu får chancen igen. På Det Kongelige Teater kom forestillingen i særdeleshed til at dreje sig om Hr. Levin, men i Folketeatrets udgave er omdrejningspunktet Ghita Nørbys Fru Levin. En kvinde splittet med mand og barn, men som kæmper alt, hvad hun formår for at holde sammen på familien.

Den 80-årige Ghita Nørby yder en kraftpræstation, og så skal det bestemt være hende tilgivet, at præstationen denne rummer både sentimentalitet og pjank. I det afgørende øjeblik, hvor Fru Levin føler, at hun må vælge side, mobiliserer Ghita Nørby dog al sin styrke, og scenen bliver forestillingens højdepunkt.

Waage Sandø er hende en god partner, selvom også hans præstation i rigelige grad bærer præg af den næsten folkekomedie-agtige tone, som instruktøren Thomas Bendixen har slået an – formodentlig af frygt for at kede. Og vi keder os skam heller ikke, og da slet ikke med Nicolaj Kopernikus som Meyer og Peter Oliver Hansens Jacob på scenen, men en dybere forståelse for deres karakterer udebliver.

Preben Kristensen fremstiller gamle Herming lige lovlig tør og entydig, hvorimod Jannie Faurschou formår at gøre fru Herming til en skrøbelig kvinde med hemmeligheder. Jesper Dupont tegner et fint portræt af den unge Herming, mens Sofia Nolsøe som Esther især kommer til sin ret i anden akt.
Denne udgave af INDENFOR MURENE skal nok sælge billetter, for dens blanding det sjove og det rørstrømske har altid gjort lykke. Men helt fri for støv blivet opsætningen aldrig, selvom stykkets tematikker bestemt har nutidig relevans.