SANGE FRA EN SIGØJNER

★★★★★☆

Film som Emir Kusturicas "Time of the Gypsies" og "Just the Wind" af Bence Fliegauf har for alvor givet os et indblik i Europas sigøjnerkultur. Nu følger så den polske film SANGE FRA EN SIGØJNER, som stiller skarpt på pigen "Papusza" (filmens originaltitel) , der i flere sammenhænge regnes som den første anerkendte sigøjner-forfatter.

Instruktørerne Joanna Kos og Krzysztof Krauze fortæller i et dvælende tempo, der bringer mindelser om Béla Tarrs "Hesten fra Torino", om Papuszas hårde opvækst, og om hvordan hun må lære sig selv at læse og skrive. Hendes første tiltag som forfatter bliver brændt og hun indgår allerede som barn ægteskab med en ældre onkel. Det er dog først efter mødet med kollegaen Ficowski, at hun for alvor får styr på livet karrieren.

I betagende sort-hvide billedkompositioner indfanges sigøjnernes tilværelse. Vi får ikke blot en fornemmelse for hvilke grusomheder, de udsættes for, men også den poesi, som findes i deres livsform. Musik og sangen spiller i den forbindelse en stor rolle og også på den front kan SANGE FRA EN SIGØJNER leverer. Men det er totalbillederne af sigøjnernes kampe og sammenhold, der forbliver på nethinden længe efter filmen er slut og sigøjnerne er draget videre.