★★★★★★
Danica Curcic er her, der og alle vegne. Men intet – selv ikke hendes glimrende Julie på Det Kongelige Teater – forbereder os på det chok, der venter os på Husets Teater. Her møder vi den i enhver forstand nøgne Danica i rollen som en ung håbefuld pige, der drømmer om berømmelse.
Faderen, som hun synes at have haft et særdeles nært forhold til, tog livet af sig, og siden teenageårene har pigen været lidt for imødekommende overfor andre mænd – med en del psykiske traumer til følge. Hun er nu så indhyldet i selvbedrag, at et sammenbrud synes lige om hjørnet, hvis virkeligheden bliver for påtrængende.
Danica Curcic er fuldkommen sublim som denne dumdristige desperado, der vil gøre hvad som helst med hvem som helst for et øjebliks berømmelse. Ligeså rørende hun fremstår med sin barnlige uskyld ligeså uhyggelig er hun, når aggressionerne over de nedværdigende sexoplever og en mislykket casting tager overhånd.
Nøgenheden bliver aldrig en effekt, men bruges kun til at fortælle en historie om selvhad, kropsfiksering, kønsroller og blændværk. Når Danica Curcic bevæger hånden mellem sine lår, mens hun taler om faderen, fortæller det os, at noget er helt galt i denne far-datter relation.
Christian Ceresolis kradse tekst er ikke for småbørn, men rammer hovedet på sømmet i sin skildring af den forvrængede virkelighedsopfattelse som generation Paradise Hotel ofte lider fatalt under.
Instruktøren Simon K. Boberg har klogeligt skraldet alt overflødigt væk inkl. tøj, så teksten står fuldstændig klar. Og Danica Curcic kan godt begynde at forberede sin Reumert-tale, for prisen som sæsonens bedste skuespillerinde kan næsten ikke undgå at blive hendes.
