★★★★☆☆
Kan man gradbøje den personlige integritet? Dette og andre påtrængende spørgsmål rejses i Klaus Manns roman MEFISTO, som legendariske Ariane Mnouckine har omskrevet til teater, og Peter Langdal har bearbejdet til en fuldkommen overdådig teateroplevelse.
Stykket omhandler den berømte men kontroversielle tyske skuespiller Hendrik Höfgen, der opgiver sin personlige moral for at nå til tops inden for sin kunstart i Nazi-Tyskland. Tidligere på sæsonen så vi den aldrende Höfgen bliver portrætteret af Pauli Ryberg på teatret Får302, og nu tegner Olaf Johannesen et sublimt billede af den yngre Höfgen på Betty Nansen Teatret.
Tyskland er i krise efter nederlaget i 1. verdenskrig, og den spirrende nazisme begynder så småt at vise sit fæle ansigt. Den unge Höfgen er ikke bleg for at tale dunder mod nazismen, og dens ideologiske vanvid. Men efter at Hitler kommer til magten i 1933 splittes Höfgen for alvor mellem sine idealer og sine ambitioner.
Peter Langdal har i sin iscenesættelse klogeligt valgt at se bort fra en kontinuerlig handling og fortæller istedet sin historie gennem dramatiske erindringsnedslag, hvor den historiske brydningstid fungerer som et storslået baggrundstæppe. Langdals kunststykke er hans evne til sammenvæve de historiske begivenheder med de mange karakterer, der er i spil. Således udfoldes på blændende vis et episk dobbeltforløb mellem den tyske nations genrejsning og Höfgens moralske forfald.
MEFISTO er trods en længde på godt tre timer blevet en forbløffende tempofyldt forestilling. Vi udsættes for et sand bombardement af fortættede stemningstableauer med både psykologisk dybde og historisk tyngde. Scenografien – herunder periodeskildringen – sidder lige i øjet ligesom de ødsle kostumer bidrager til den autentiske atmosfære. MEFISTO virker alligevel hverken altmodisch eller antikveret, men fungerer derimod som en uhyre aktuel kommentar til vores egen foruroligende tidsalder.
Udover den sublime Olaf Johannesen kan man glæde sig over en hel samling eminente skuespillerpræstationer. Alle fortjener faktisk at blive nævnt, men der er god grund til at fremhæve Iben Hjejle, der netop brød igennem på Betty Nansen Teatret i "Faust" og som nu kvitterer med karrierens bedste teaterpræstationer som to af de centrale kvinder i Höfgens liv. Også Stine Stengade får meget ud af sine roller som henholdsvis diva og dreng. Blandt mændene er det atter engang Jens Jacob Tychsen og Kristian Halken, der bærer det tungeste læs bl.a. som to idealister, der hver på deres måde trodser nazisterne. Endelig har Betty Nansen Teatret maskot Morten Eisner fået mere plads end normalt, og han kan heldigvis bære det.
Det er mere end vemodigt at tænke på, at denne forestilling bliver den sidste store nyopsætning på Betty Nansen Teater med makkerparret Peter Langdal og Henrik Hartmann i direktørstolene. Under deres ledelse har Betty Nansen Teatret været landets førende teater i en grad, at der har givet genlyd også udenfor landets grænser. På Betty Nansen Teatret er der aldrig blevet slækket på den kunstneriske integritet. Med MEFISTO understreger Langdal og Hartmann dette tårnhøje niveau, og en finere svanesang kunne hverken de eller vi ønske os.
