★★★
☆☆
Den australske instruktør Fred Schepisi gav i 80erne selveste Meryl Streep to af hendes bedste roller i henholdsvis krigsdramaet "For enhver pris" ("Plenty") og mysteriet om det forsvundne barn, "Et skrig i mørket" ("A Cry In The Dark"). Han har med andre ord en veludviklet fornemmelse for skuespilkunst, og det præger heldigvis også WORDS AND PICTURES. Filmens største attraktion er da også samspillet med Clive Owen (som alkoholisk lærer) og Juliette Binoche (som handikappet underviser i billedkunst).
Man kunne have ønsket, at filmen i højere grad levede op til sit navn rent visuelt, men det er i højere grad sproget, der har haft Schepisis opmærksomhed denne gang. I en tid, hvor visuelle effekter synes at være altafgørende for køer ved billetlugerne, virker det dog helt forfriskende, at man i filmisk sammenhæng tager sig tid til at kæle for, hvad der rent faktisk bliver sagt – i al fald i starten.
Som tiden skrider frem, kan de evindelige ordlege mellem filmens hovedpersoner godt begynde at gå selv en krakilsk ordkløver lidt på nerverne, men en veloplagt Owen og en sammenbidt og sårbar Binoche får de fleste stavelser til at glide ned.
WORDS AND PICTURES fremstår som en ganske begavet, lidt irriterende men i sidste ende seværdig gammeldags romantisk komedie, for dem der har overskud til det.