★★★★★★
Instruktøren Elisa Kragerup har forladt rugekassen i det røde rum for at prøve kræfter med allertiders største kærlighedsdrama på Skuespilhusets store scene. Den slags kræver format, og det har Elisa Kragerup heldigvis. Dette er ikke en af de gængse klassikeropsætninger, men en moderne udgave, der alligevel virker tro mod sjælen i originalen. Først og fremmest, fordi Elisa Kragerup får os til at tro på den store kærlighed.
Steffen Aarfings scenografi fremstår noget nær genial: En kæmpe madras, som de medvirkende kan søge tilflugt i, og udsmykket med knaster af lys, der også kan illudere som stjernehimmel.
Signe Egholm Olsen spiller ifølge programmet Fyrsten af Verona, men rent fysisk har hun en alt andet end tilfældig fysisk lighed med Elizabeth d. 1. Det er hende, der moraliserer og dømmer – og minder os samtidig om, at kvindelige chefer ikke er et nyt fænomen.
Som det elskende par lyser Thomas Hwan og Danica Curcic af kåd ungdom. Jo, man ville ønske at Thomas Hwan havde vovet sig længere ud af poesiens smalle sti. og jo, man ville ønske, at Danica Curcic ikke sagde "drabt" og "fram", men "dræbt" og "frem". Samspillets intencitet kan man dog sætte en finger på, og vi røres virkelig af deres kærlighedshistorie.
Det spilles stort set glimrende over helt linien.
Flest facetter finder vi også denne gang hos Tammi Øst, som desværre må kæmpe med et alt for entydigt kostume, der så at sige låser figuren mere end godt er. Men Tammi Øst får allligevel tegnet et originalt portræt af Julies amme, et forsømt menneske, der kun lever gennem andres lykke.
Mikael Birkkjær, der iøvrigt selv har spillet Romeo overfor Tammi Øst’ Julie, har en overraskelse i baghånden i sit portræt af Julies far, og som Julies mor udstråler Ditte Gråbøl ingen større moderkærlighed, hvilket også forklarer ammens rolle.
Peter Christoffersen skaber en Mercutio med spræld i ligesom Helle Fagralid kommer med et interessant bud på Benvolio. Endelig er Peter Plaugborg skæg som Paris, en ikke alt for kvik repræsentant for adlen.
Niels Brunses oversættelse besidder en friskhed, som gør at også unge vil elske denne forestilling. Det er med andre ord klogt at sikre sig billetter snarest, for ROMEO OG JULIE ligner virkelig det store moderne hit, som desværre for Emmet Feigenberg kommer for sent. En flot fjer i hatten bør man dog ikke nægte den afgående chef.
