MIX COPENHAGEN 2014

★★★★★☆

Årets filmfestival om lesbiske, bøsser, bi’er og transer byder på en overdådig blanding af film og mennesker. Det kunstneriske niveau virker højere og samtidig har en række af de nye instruktører haft held til at skildre kompleksiteten inden for den menneskelige seksualitet. Det er også som om udsynet og vovemodet er vokset.

På cphculture.dk vil vi løbende anmelde og bedømme festivalens film, men kan allerede nu godt afslører, at der er meget godt i vente.

Årets program blev præstenteret i forbindelse med den officielle danske premiere på den forrygende transfilm SOMETHING MUST BREAK.

Bag den engelske titel gemmer der sig en usædvanlig svensk film kaldet "Nånting måste gå sönder". Vi følger Sebastian, en ung mand. der drømmer om at være pige og hedde Ellie. Hans feminine fremtoning og en ret direkte kontakt på et herretoilet gør, at han møder fyren Andreas. De indleder et forhold, selvom Andreas nægter at erkende det, men han er på den anden side så fascineret af Sebastian/Ellie, at han ikke har held med at bryde forholdet. De går i værste Bonnie og Clyde-stil ikke af vejen for forbrydelser for at klare sig, men deres destruktive adfærd synes ikke at pege i retning af en lykkelig slutning…
Saga Becker fortryller som Sebastian/Ellie og formår at gøre den seksuelle tvetydighed både fræk og farlig. Iggy Malmborg er også helt rigtig som Andreas, som har så svært ved at acceptere sin kærlighed, men i det mindste prøver.

Instruktøren Ester Martin Bergsmark fortæller deres historie med en betagende nænsomhed. Men samtidig med en tiltalende uforstilthed – også i nøgenscenerne. Momenter af lyrisk skønhed trænger sig også pludselig på i denne skildring af en noget trøstesløs verden.
Fremfor alt giver filmen et af de fineste portrætter af et seksuelt splittet menneske, man har set i en spillefilm, og det må siges at være en bedrift.

I det hele taget har årets transfilm en høj standard og fortæller nogle stærke personlige historier, der har behov for at blive fortalt. Stefan Haupts THE CIRCLE ("Der Kreis") er ligefrem udvalgt som årets Oscar-kandidat fra Schweiz, og det forstår man godt. For den sætter en usædvanligt livsforløb ind i et rigt historisk perspektiv på en måde, så også Teddy-komiteen på filmfestivalen i Berlin måtte overgive sig og give den prisen som bedste film.

Larry Kramers banebrydende aids-stykke "The Normal Heart" spillede i midten af 80erne på The Public Theatre i New York med Brad Davis (Fassbinders "Querelle") i hovedrollen. Senere blev det præsenteret i en utilstrækkelig dansk teaterversion, mens man i USA forsøgte at søsætte en filmversionen med både John Schlesinger og Barbra Streisand som mulige instruktører. Det var dog først efter at The Royal National Theatre i London kårede stykket som et af de 100 vigtigste skuespil i forrige århundrede og efter en succesfuld nyopsætning på Broadway, at projektet for alvor fik vind i sejlene, hvilket kulminerede i en Emmy-belønnet TV-film med Mark Ruffalo og Julia Roberts. Og selvom TV-filmen kun til dels yder stykket retfærdighed, så får man i al fald en god fornemmelse af tiden og stemningen fra den gang, da helvede brød løs.

I de seneste år vrimler det med film om de litterære beatnicks fra Columbia University – tænk bare "Howl" og "On The Road". Nu kommer så "Kill Your Darlings", der har fokus på Allen Ginsberg (overbevisende spillet af den tidligere Harry Potter – Daniel Radcliffe). Gang på gang er det dog Dane DeHaan, der stjæler billedet som hans psykisk ustabile ven.

Også "Land of Storms" skildrer en ikke uproblematisk binding mellem to mænd, og tager os med til en lille landsby i Ungarn, hvor vilkårerne for homoseksuelle forhold synes små. En stilfærdig men indædt kærlighedshistorie med blik for omkostningerne i et sådan samfund.

I den smukke hollandske film Boys (Jongens) instrueret af Mischa Kamp oplever vi en spirrende romance mellem to unge fyre, der begge løber stafetløb. Men en række familieproblemer truer med at spænde ben for romancen ligesom nære pigerelationer kan forvirre signalerne. Boys skildrer fornemt usikkerheden ved den første forelskelse og høstede også megen ros på Buster filmfestivalen tidligere på året.

Mens vi venter på Francois Ozons seneste pragtværk, den underfundige dragfilm Une Nouvelle Amis med Roman Düris, kan man tage forskud på glæderne ved at se eller gense en af Ozons tidlige filmperler, DRÅBER PÅ HEDE STEN. Her yder den nyligt afdøde skuespiller Bernard Giraudeau en pragtpræstation over for det unge talent Malik Zidi i en filmatisering af en relativt ukendt stykke af selveste Rainer Werner Fassbinder.

Den tyske I FEEL LIKE DISCO er en både morsom og rørende skildring af, hvordan et meget uegalt far-søn forhold rent faktisk kan udvikle sig positivt med tiden. Knapt så vellykket men ligeså velmenende fremstår den amerlkanske BOY MEETS GIRL, en romantisk komedie om at turde.
En af festivalens mest vigtigste film hedder FRANGIPANI, der henviser til en blomst, der også anstager forskellige former. Det er den første homofilm fra Sri Lanka, og alene det gør den til et must, for dens tilblivelse har ikke været uden risiko for de indvolverede. Også dokumentarfilmen GOD LOVES UGANDA stiller skarpt på homolivets vilkår i andre dele af verden.

En anden vigtig dokumentarfilm, ALICE WALKER: BEAUTY IN TRUTH fokuserer på den lesbiske forfatterinden bag Spielberg-filmen "Farven Lilla". Susan Sontag, der også hører blandt de store litterære ikoner, kan man blive klogere på via REGARDING SUSAN SONTAG.

Så skynd dig at løse billet allerede idag – festival strækker sig fra 1. til 12. oktober 2014 – hvis den da ikke blive forlænget?:

mixcopenhagen.dk

THE WAY HE LOOKS *****

REGARDING SUSAN SONTAG *****

THE NORMAL HEART *****

SOMETHING MUST BREAK *****

GOD LOVES UGANDA *****

BOYS *****

FRANGIPANI *****

THE CIRCLE *****

I FEEL LIKE DISCO *****

KILL YOUR DARLINGS ****

LAND OF STORMS ****

DRÅBER PÅ HEDE STEN ****

BOY MEETS GIRL ***

LITTLE GAY BOY ***