★★★★★☆
En af Susanne Biers mest underkendte film er den Melodi Grand Prix-inspirerede “Livet är en schlager”, der i Danmark led under den intetsigende titel “Hånden på hjertet”. Men i det det grand prix-tossede Sverige blev filmen en succes bl.a. takket være gode kræfter som Helene Bergström, Björn Kjellman og Jonas Karlsson.
Historien omhandler en forslidt husmor, der sammen med sin kørestolsafhængige ven, skriver en sang. Uden hans viden sender hun så sangen ind til grand prix’et – under eget navn. Det skaber problemer – også i forhold til hendes meget bløde mand Bosse og trans-broderen Candy Darling, der også fungerer som fortæller.
Manuskriptforfatteren Jonas Gardell har fået den indlysende rigtige ide at omskabe filmen til en musical i samarbejde Fredrik Kempe, og resultatet ligner et hit. Ikke at værket kan kaldes fejlfrit, men det har så meget kørende for sig, at resten burde kunne justeres hen af vejen.
Først og fremmest har musicalen også stærke solister i front. Helen Sjöholm (den tidligere “Kristina Frän Duvemåla” synger magtfuldt og virker troværdig som hårdt prøvet mor til fire, men hun er heller ikke bange for at vise Monas svage sider i forestillingens andet akt.
Nordens p.t. største musicalstjerne Peter Jöback, hjemvendt efter Broadway-succes som “Phantom of the Opera”, triumferer i en hel anden type rolle, nemlig som den frække og følsomme Candy Darling. Vi bliver mindet om, at Jöback ikke blot har en sublim stemmeklang, men at han også er en eminent danser, der tilmed fremstår ualmindelig sexet i dametøj.
Dertil kommer, at Jonas Helgesson går lige i hjertekuglen som den handikappede David, mens Johan Glans laver sit eget stand-up show som den vattede Bosse, Monas mand.
Det er et scenografisk scoop, at man har placeret de otte musikere på hver deres altan, for derved at understrege det boligblok-miljø, Mona stammer fra. En tiltrængt kontrast til de glamourøse musiknumre og de overdådige kostumer.
Man kunne med sindsro kappe godt en halv time af forestillingen, så vi kom under en spilletid på tre timer, og bl.a. sløje flere af bipersonernes sange, men det har Jonas Gardell tydeligvis ikke kunne nænne. Forestillingen er da også i sin nuværende form så generøs i både form og indhold, at man ligeså godt kan overgive sig, og så håbe, at musicalen kommer til Danmark snarest.
