★★★★☆☆
Mange husker sikkert Istvan Szabos ungarnske Oscar-vinder “Mephisto” med Klaus Maria Brandauer som den tyske skuespiller Gustaf Gründgens. Nu er det Pauli Rybergs tur til at prøve kræfter med dette modsætningsfyldte menneske, hvis karriere i lighed med Leni Riefenstahls kulminerede i takt med nazisternes fremmarch.
Vi møder Gründgens på et hotelværelse i Manila (en velskabt scenografi af Nikolaj Trap). Den aldrende stjerne er blevet forladt af sin unge elsker og isoleret fra den tyske kultur, han engang stod som den fornemste repræsentant for. Han forsøger at holde hovedet højt, mens han krukker sig gennem erindringerne, men gradvist aner vi bitterheden og i glimt ser vi også aggressiviteten.
Den svenske dramatiker Lucas Svenssons hypnotiske ordstrømme rummer både skarpe iagttagelse og en lyriske realisme, der står i gæld til på Anton Tjekhov og Tennessee Williams. Egentlig fremdrift skal man ikke forvente, men intensiteten tager alligevel til i Kamilla Bach Mortensens nænsomme instruktion.
Pauli Ryberg starter en smule ukoncentreret denne aften på teatret Får302, men får ret fikst indarbejdet en lille håndfuld stikord fra suffløsen. Både han og forestillingen samler sig dog efterhånden, og faktisk rummer SYMPATI FOR DJÆVELEN nogle af de fineste øjeblikke i Pauli Rybergs karriere. Vi ved, at han kan spille opkørte typer inden for det crazy-komiske univers. Her bliver vi mindet om, at talentet også har finere strenge at spille på. Ih hvor det klæder ham.
