★★☆☆☆☆
Erwin Wagenhofer stiller i sin dokumentarfilm ALPHABET spørgsmålstegn ved, om vores uddannelsessystemer er til gavn for vores børn og om de ikke snarere begrænser børns kreativitet. Et ganske relevant spørgsmål, nu hvor antallet af skoletimer er sat op, men måske mere egnet til en times dokumentarfilm på DR2 end til en biftur på 109 minutter.
Der kan sagtens være passager i filmen, der kunne bruges i en debat og sågar i skoleundervisningen eller som information i forbindelse med læreruddannelse. Men også andre passager, hvor man bare ryster på hovedet. På et tidspunkt får vi oplyst, at der bruges flere penge på fængsler end på undervisning, hvilket får en af de interviewede til at konkludere, at han har svært ved at tro, at der er flere kriminelle end studerende. Det er der jo heller ingen, der påstår, bare fordi udgifterne er højere, men man kan jo altid fordreje fakta, så de understøtter ens synspunkter. Sådanne udtalelser styrker i al fald ikke filmens troværdighed.
Man keder sig under alle omstændigheder, så det støver, mens informationerne vælter ind over en, og mindes endeløse skoledage. For Wagenhofer har ikke nogen særlig filmisk tilgangsvinkel til sit stof – og det på trods af, at han filmet i flere forskellige lande. Vi kommer til fodboldkamp med en studerende, der lider af damp, på nattevagt med en kommende sikkerhedsvagt og ser et ældre ægtepar gå hånd i hånd, mens vi erfarer, at deres søn ikke har modtaget nogen egentlig skolegang, men alligevel kan bygge en guitar!
Alt dette sker, mens vi fodres med såkaldte ”facts”, der alle synes at have eet eneste formål: At overbevise os om, at den præstationskrævende skoleuddannelse ikke er vejen frem. På demagogisk vis og uden visuelt flair bankes dette synspunkt ind i knolden på os – uden at blive modsagt én eneste gang.
Dermed gør Wagenhofer sig skyldig i netop det, han anklager skolesystemet for. Manglende kreativitet og uden at give os mulighed for at høre andre synspunkter. Og det er intet mindre end fatalt.