SIN CITY: A DAME TO KILL FOR – 3D

★★★☆☆☆

Det vrimler med bøller og babes i den seneste beretning fra SIN CITY. Åbenbart findes der kun den type mennesker i Frank Millers og Robert Rodriguez’ åndeligt forenklede univers, og det forekommer om muligt mere fornedrende for mændene end for kvinderne.

Atter får vi stadig mere perverterede voldsorgier, der synes at være standard fra den front, pakket ind i lækker sort-hvid grafik og krydret med frække farvedetaljer.

Mickey Rourke bliver stadig mere dyrisk for hver film, og det skal man ikke nødvendigvis anse for et kompliment. Primitivitet virker nu engang først og fremmest primitivt.

Overfor ham forekommer Joseph Gordon-Levitt som lidt af en splejs, og må da også tage imod en masse tæsk. Bedst er egentlig Josh Brolin som fatalt forelsket kødhoved, her lykkedes noir-patischen også bedst. Det kan næppe anses som nogen tilfældighed, at den dødeligt dragende dame hedder Ava, eftersom den kvindelige hovedrolle i den forbilledlige noir-klassiker “The Killers” blev spillet af Ava Gardner.

Hverken Eva Green eller Jessica Alba har dog nogen sinde været kendt for deres skuespilkunst, og denne gang synes man at have gjort en dyd af nødvendigheden og tildelt dem særdeles afklædte karakterer.

På trods af filmens lækre ind- og udpakning går der hurtigt tomgang i henrettelserne, og dialogen virker ikke helt så rap, som manuskriptforfatterne åbenbart tror. Når historierne så aldrig for alvor når sammen, og slutningen ligner en fuser, trænger ordet skuffelse sig på.