★★☆☆☆☆
13 stole, fem papkasser og en kummefryser. Anders Christiansen virker trods alt ikke helt alene i Dansehallerne, når han interagerer med rekvisitterne på den lille scene. Han har selv stået for koreografien til MULD, og roder en stor del af tiden rundt i en bunke muldjord, som han har fundet i kummefryseren og papkasserne.
Men i muldjorden dukker fortidens minder frem, og de placeres på forscenen side om side, og bliver dermed gjort synlige i nutiden. For hver ny genstand forrykkes vores syn på fortiden.
Så vidt så godt.
Men hvad med dansen? Tja, Anders Christiansen synes sådan set at have fuld kontrol over sin 50-årige krop, men spørgsmålet er, om han stiller den udfordringer nok i denne sammenhæng? Alt for megen tid går med at hælde jord ud på gulvet, rykke rundt med stolene etc., og man bliver dobbeltirriteret til slut, når man konstaterer, at han faktisk godt kan slæbe alle stolene på een gang.
Koreografisk virker forestillingen alt for lukket om sig selv – ja man fristes til at kalde den narcissistisk, og det er i grunden trist, når ideen faktisk grundlæggende rummer interessante muligheder.
“I wanna be loved by you”, brummer Anders Christiansen til slut. Sorry, Anders – det bliver ikke i denne omgang.
