★★★★★☆
Nicole Garcia er ikke blot en vidunderlig skuespillerinde som man stadig husker for klassikere som Alain Resnais’ “Min Onkel fra Amerika” og Claude Lelouchs “Bolero”. Hun har også vist sig at være en eminent instruktør af velspillede franske dramaer som “Le Fils Préféré” med Gérard Lavin, Bernard Giraudeau og Jean-Marc Barr, samt Catherine Deneuve-filmen “Place Vendôme – juvelerkvarteret”.
I SOMMERSØNDAG (“Un Beau Dimanche”) slipper hun godt fra at vælge sin og Jean Rocheforts søn Pierre Rochefort til rollen som ansvarlig ung lærer, der ganske uventet møder kærligheden. Rochefort junior demonstrerer både charmerende lune og intelligens som en ung mand, hvis ansvarsfølelse fører ham i armene på kærligheden og følelser, der er større end ham selv. Som hans medspiller bekræfter den sensuelle Louise Bourgoin desuden det nervøse talent, man bemærkede i titelrollen som “La Fille de Monaco”.
Helt vidunderlig fremstår Dominique Sandra i et højest uventet comeback som hans mor. Uforglemmelig var hun i Bernardo Bertolucci-film som “Medløberen” og “1900” samt i Vittorio de Sicas Oscar-vinder “Den forbudte have”. Her udviser hun både modenhed og styrke – og skønheden har hun heller ikke mistet.
Som altid fornemmer man et diskret men indædt socialt engagement bag Nicole Garcias kærlighedshistorie, og Garcias blik for den franske overklasses dårskaber svigter heller ikke her, uden at hun forfalder til nemme klicheer. Vi er i begavet selskab med sans for uacceptable klasseforskelle og raffinerede psykologiske nuancer.
SOMMERSØNDAG skaber sol i sindet og får os et øjeblik til at tro på kærligheden i en verden, hvor penge er blevet gud.