★★★★☆☆
August Bournonvilles SYLFINDEN er blevet mere end halveret for at kunne passe ind på Tivolis Pantomimeteater. Og det giver i grunden mest mening, når det regner. Det gjorde det på premiereaftenen, og så havde man lettere ved at sluge en reduceret version af dette mesterværk. Peter Bo Bendixen og hans assistent Michelle Larsen fokuserer klogeligt på historien om bondedrengen James, der forsager sin Effy for at danse med sylfiderne i skoven.
Sylfiden Marie-Claire Silfer og Carlos Garcias James udgør da også et nydeligt par, men lidt mere kemi mellem dem havde styrket kærlighedshistorien. Robert Thomsen har let ved at overbevise os om sine evner som karakterskabende danser i rollen som rivalen Gurn, og Tommy Edvardsen ser i sandhed fortryllende ud som spåkonen Madge.
Der bliver drevet rovdrift på det sorte bagtæppe, som kun kommer til sin ret i mødet mellem Sylfiden og James, men det gør på den anden side skovturen så meget desto mere frydefuld. Præcisionen i såvel entreer som dans er set større andre steder, og kostumerne virker langt fra alle af nyere dato. Men vi nyder Herman Severin Løvenskiolds musik, og konstaterer, at SYLFIDEN sjældent har boet så yndigt som på det magiske Pantomimeteater.
