KERTEMINDEREVYEN

★★★★☆☆

Mads Nørby har igennem 10 år påtaget sig det beundringsværdige ansvar at lave revy i Kerteminde. I år er han tilmed tilbage på scenen i det smukke teaterrum på Tornøes Hotel, og er til bedst som emsig politibetjent.

Den største skuespillermæssige byrde ligger dog på Kim H. Henriksen, der på trods af en til tider lidt skinger spillestil
formår at more med sine parodier på tre meget forskellige kulturpersonligheder, nemlig Conchita Wurst, Yahya Hassan og sidst men ikke mindst Hansi. Yahya Hassan-teksten, som Therese Fabricius har æren for, hører ligefrem blandt de bedste af sæsonens efterhånden mange Hassan-parodier, fordi den lader os ane drengen i manden.

Bo Østlund har også lavet et ganske skægt nummer kaldet “Som man råber” hvor diverse ekko-vittigheder får nyt liv takket være den spøjse Malene Melsen og den hygsomme Mogens Rex.

Hanne Hedelund bliver ikke forkælet i år, men har sine momenter som “Svedekassen”. Man ærgrer sig dog over, at hun ikke er blevet tildelt en stor solosang, når nu stemmen tydeligvis har format til det. Og med den alsidige Peter Bom som kapelmester, er der styr på musikken.

Instruktøren Ulla Thordal-Christensen sørger for KERTEMINDEREVYEN 2014 får et værdigt og flot 10 års jubilæum. Og når den stegte flæsk tilmed er tilbage på menuen, kan man virkelig fryde sig på hele Kertemindes vegne.