★★★★☆☆
Modsat gæsterne på restauranten “Coma” (naturligvis ikke at forveksle med Noma) går man aldrig sulten hjem fra Græsted Kro, hvor maden og serveringen som sædvanlig ligger i top. Årets revy hører også til den solide gode slags og er båret oppe af fire professionelle skuespillere.
Instruktøren Gordon Kennedy kunne ganske vist godt have strammet forestillingen lidt op – også tekstmæssigt – men heldigvis tager de medvirkende de fornødne stik hjem.
Revyens største aktiv synes at være Mette K. Madsen, der også har skrevet en del gode tekster bl.a. en kærlighedserklæring til “Kim fra Græsted”. Ideen med at opdatere Marguerite Viby-visen “Før vi fik bil” til “Før vi fik mobil” er slet ikke tosset, men her lever den nye udgave kun glimtvis op til originalens raffinementer. Til gengæld danner Sofie Staugaard et festligt par med Mette K. Madsen som slaviske syngepiger med speciale i party-protest musik. Hvem skulle f.eks. have troet, at en dansk grand prix vinder som “Boom Boom” også kunne have tekstmæssige kvaliteter som traurig protestsang?
René Richardt virker også veloplagt i år, og kan stadig ramme plet med sine parodier på Kim Larsen og Poul Nyrup Rasmussen. Sidstnævnte indgår i en ganske skæg tekst af Gordon Kennedy, hvori Nyrup og Anders Fogh Rasmussen (træfsikre Troels Malling) giver gode råd til befolkningen. Især til en fyr ved navn “lille Lars” der ikke rigtig kan se problemet ved at bruge statens penge på sig selv. Et sjovt påfund med at lade Réne Richardt synge en rocket udgave af “Admiralens vise” følges ikke rigtig til dørs. men det klæder Richard, når han i anden akt skruer lidt ned for vulgariteten for at foredrage Mette K. Madsens eftertænksomme ballade “Jeg bliver siddende”.
Der er også sødme at hente i et andet Mette K. Madsen-nummer om en ung utilpasset forfatter, der gør op med sit miljø og sin etniske baggrund. Vi forventer alle Yahya Hassan, men får i stedet den meget Josva Hansen, troskyldigt fremstillet af Troels Malling.
Jakob Haff bruger opfindsomt sangen om “De 10 små cyklister” til at kortlægge de mange regeringsrokader med musikalsk assistance fra “Græsted koret”. Og selvom man forsøger at gøre en dyd af nødvendigheden med en slutsang i 80er-regi, så forekommer det stadig malplaceret, selvom Nannas “Afrika” pludselig får ny betydning.
På trods af flere fejlsskud i anden akt bl.a. det ufokuserede nummer “Twisterne”, får revyholdet i Græsted halet successen i land. Vi både grine og græder – men heldigvis af grin, f.eks. når Troels Malling fortælller om sin lidenskab med at tælle fliser, når han er på wc. Det er Malling, der mere end nogen giver Græsted Revyen en ynde, som heldigvis også er blevet en del af dens særkende.
