Dansehallernes dansefestival 7. – 31. Maj
★★★★★☆
WHAT AGE ARE YOU ACTING? *****
JOURNEY ******
THE MODESTY OF ICEBERGS ****
Det er ikke tilfældigt, at Dansehallerne dannede rammen om to af de tre Reumert-nominerede danseforestillinger i denne sæson. Kvalitetsansen synes næsten usvigelig sikker, og det præger også årets store dansefestival THOUSAND THREADS.
Her ligger man fornemt ud med en herlig skæv danseforestilling kaldet WHAT AGE ARE YOU ACTING?. Silvia Gribaudi, en generøst kurvet nøgen kvinde på 40, byder os velkommen. Og så begynder hun at hoppe – glæden fylder simpelthen for meget i hendes krop
– og Vivaldis musik frigører et ganske aparte men derfor også ganske originalt bevægelsesmønster, der rummer både kraft og livsglæde. Nøgendansen, som hun selv har koreograferet, bliver aldrig anmassende, i perioder dækker hun sig tilmed blufærdigt med hænderne, men man kan mærke, at hun hviler i sig selv som nøgendanser.
Hun får snart selskab af en mager nøgen mand på 66, der på knæ puster til de små bunker af hvidt pulver, der gør det ud for en scenografi. Pulveret danner på forunderligvis
en magisk støvsky som hensætter os i et drømmelandskab, hvor alderen sættes ud af kraft. Nogle livgivende agurke køler de aldrende dansere af og sørger for, at humoren bliver en ikke væsentlig del af denne ærkeitalienske charmetrold af en danseforestilling.
Kunstnerisk når vi endnu højere i JOURNEY. En ung mand og en gammel kvinde går begge den lige vej i lang tid og selvom de krydser hinanden, varer det et stykke tid, inden de for alvor ser hinanden. De forsøger at finde et fælles bevægelsessprog, men danser også hver for sig. Men snart danser de også for hinanden og sammen, og de fælles danse rummer en stadig større grad af ømhed. Det geniale ved JOURNEY er, at den favner begge aldres styrker og svagheder. Hvad den ene kan, kan den anden muligvis ikke – men det bliver aldrig flovt, fordi det præsenteres med en livsklog selvfølgelighed: Sådan er det bare.
Den belgiske koreograf og danser Koen de Preter har sublim fornemmelse for såvel samspil som modspil i dansen. Helt afgørende er naturligvis kemien mellem danserne og man tror simpelthen på den kærlighedshistorie, man her er vidne til. Måske bliver man også selv lidt forelsket i Alphea Pouget, der elegant undgår at blive en overkæk bedstemor med slag i, og i stedet fremstår som en graciøs gammel men også moderne kvinde. "This girl is on fire" lyder det i højtalerne, og det kan der være noget om.
For selvom man er nået pensionistaldren kan man godt lade sig svinge rundt i hånd og fod, og få lyst til et fællesskab med en ung mand. Koen de Preter sørger for, at vi aldrig er i nærheden af det klamme og lumre, men viser os to mennesker, der blot elsker hinanden på forskellige stadier i livet.
Med THE MODESTY OF ICEBERGS lægger Dansehallerne atter scene til potent nøgendans, og ligesom i diverse Granhøj-produktioner er der primært mænd på scenen. En enkel kvinde er dog nok til at vise forskellene i kønnenes kropsprog, og Daniel LéVeillés THE MODESTY OF ICEBERGS leger ganske sjovt med individets rolle i grupper på to, tre eller flere.
Rituelle bevægelsesmønstre til lyden af klassisk klavermusik holdes og brydes, og man rammes af den råhed, der følger med synet af de nøgne dansere i det nøgne rum.
Forestillingen stammer fra 2004, og det kan man faktisk godt mærke, for Granhøj-danserne har allerede taget nøgendansen i andre mere komplekse retninger. Nu sidder vi tilbage med en vis beundring for et værk, der givet må have inspireret mange ved sin fremkomst, men som idag virker en smule bedaget.
Vi klapper derfor i lige så høj grad i beundring og respekt for værkets indflydelse, og i mindre grad for den konkrete forestilling. Men måske i særdeleshed for DANSEHALLERNE, der atter har dannet den perfekte ramme om en dansefestival på et meget højt niveau.
