THE DINING ROOM

★★★★★☆

CTC (Copenhagen Theatre Circle) skruer op for ambitionerne med deres produktion af A.R. Gurneys THE DINING ROOM.

I Danmark kender vi primært A.R. Gurney for talrige succesfulde opsætninger af “Kærestebreve” – ikke mindst den legendariske opsætning med Bodil Kjer og Ebbe Rode. THE DINING ROOM har dog bl.a. spillet på Betty Nansen Teatret for ca. 30 år siden, og bekræfter hvor fin en dramatiker, Gurney faktisk er, hvis man giver sig tid til at kæle for nuancerne i teksten. Og det har den unge instruktør Jeremy Thomas-Poulsen heldigvis gjort.

Skuespillerne sidder på en stol med ryggen mod væggen i stil med Staffan Valdemar Holms opsætning af “Richard III” på Det Kongelige Teater for et par år siden. Herfra kan de hurtigt træde ind på scenen og med enkle midler etablere en spisestue.

Møblerne hænger over hovedet på dem, men vi savner dem ikke på scenen pga. de elegante løsninger som Jeremy Thomas-Poulsen har fundet i samarbejde med spillerne.

Det er synd man i programmet ikke kan se, hvem der spiller hvilke roller, da flere af de medvirkende fortjener at blive fremhævet. Vanesse Poole kan f.eks. med lethed både spille senil gammel dame og lille pige. Sébastien Bagot bidrager musikalt til forestillingen bl.a. med sit varierede guitarspil og en høflig spillefacon, der klæder Gurneys vemodige farvel til god skik og brug.

Smukkest er scenen mod slutningen, hvor den gamle far informerer sønnen om planerne for sin begravelse. Frank Theakston får her lejlighed til at vise, hvor fin en skuespiller, han kan være i den rette sammenhæng. Det er også en cadeau til instruktøren, at han til sidst får forvandlet den sprudlende Caroline Stampone til ældre tyende.

Så selvom THE DINING ROOM handler om sædernes forfald, så virker CTCs forestilling opmuntrende, og får os til at tro på, at en prisværdig teaterorganisation som CTC også har en plads ude i fremtiden.