★★☆☆☆☆
I Danmark har mandskabet bag CPH PIX og Cinemateket fået den vanvittige ide at hylde William Friedkin, som om han tilhørte filmkunstens elite. Selv Det Danske Film Akademi fik man overbevist om, at Friedkin skulle have en pris for sin livsindsats, der primært præges af B-film.
En af disse er nu blevet nyrestaureret, relanceret i director’s cut-version som månendens film uden at det hjælper synderligt.
Henri-Georges Clouzots filmfra 1953 forbliver det eneste mesterværk med titlen FRYGTENS PRIS, og de første 90 minutter i Friedkins over to timer lange film slæber sig afsted. Der bliver hukket grene i mange minutter uden vi bliver klogere eller mere underholdt af den grund, men Friedkin kan skam kreerer et overbevisende uvejr.
Men hvor Clouzot fik os til at engagere sig i dramaets karakterer, der blev forvaltet på formidabel vis af bl.a. Charles Vanel og Yves Montand, synes menneskene i Friedkins efterligning ganske uinteressante.
Friedkin bør roses for at holde replikkerne på et absolut minimum, for dem vi får, lyder fælt. Og filmens Oscar-nominerede lydkulisse, der kulminerer i et velorkestreret
inferno, må da også regnes for det mest spændende ved denne fis i hornlygte.
