★★★★☆☆
Hvad sker der, når dommedag står for døren, når kometen kommer og døden proklamerer verdens snarlige undergang? Hvordan reagerer vi? Historien i LA GRAND MACABRE kan vel sammenlignes med andre “dødedanse” som Bergmans “Det Syvende Segl” eller Lars Von Triers “Melancholia”. Eller Ionesco/Flindts absurde undergangs ballet “Dødens Triumf”.
Teksten til Ligetis opera er i hvert fald klart inspireret af det absurde teater, med dets tilsyneladende usammenhængende og meningsløse dramaturgi.
Musikken har sine flotte steder med sære og uhørte klangvirkninger, smukke og skræmmende på samme tid. Nogen steder går der dog tomgang i alle effekterne – og i solisternes lange vokale tirader med mange gentagelser. De oplagte provokationer til det fine operapublikum, som ouverturen for båthorn, sirenernes hylen og forspillet til 2. akt for ringeklokker, virker i dag svært gammeldags og halvfjerdseragtige.
De medvirkende gør det på de givne betingelser pænt, selvom komediespil ved gud ikke altid er operasangeres force. Accenterne flagrer, men man kommer ikke uden om, at Kasper Holten har skabt en visuel overdådig forestilling.
